Rådgivningen er en succes. Det viser evalueringen. Så kunne vi være tilfredse og bare køre videre. Det gør vi også, men som politikere er det også vigtigt at vi kan bruge dette arbejde fremadrettet. Blandt andet til forebyggende arbejde, siger hovedstyrelsesmedlem Karsten Holst, der er formand for Lærerforeningens organisationsudvalg.

Han har især hæftet sig ved den arbejdspladskultur, som evalueringsrapporten fremhæver, lærerne har.

- Vi har åbenbart en arbejdspladskultur, der gør, at vi næsten ikke kan undgå at få problemer. Vi har meget alenearbejde, og det medfører, at den sociale side af vores personlige udvikling ikke tilgodeses, siger han.

Karsten Holst mener, at det handler om, at lærerne i højere grad bliver professionelle til at håndtere kritik og konflikter.

- Som lærer reagerer man ofte sådan, at hvis nogen kommer med en kritik, så opfatter man det, som om det er mig som person, der er noget galt med.

- Lærerarbejdet er konfliktfyldt arbejde hver dag. Det er en stor del af arbejdet at kunne tackle konflikter, og konflikter er ikke nødvendigvis negative. De kan være meget udviklende, siger Karsten Holst.

Han mener, at løsning af konflikter og håndtering af kritik er emner, der skal ind i såvel læreruddannelsen som efter- og videreuddannelsen.

- Som lærere har vi altid sagt, at ingen skal blande sig i, hvilken måde vi underviser på, og ingen skal se os over skulderen. Vi har set det som en fordel, som ingen kan røre ved, men nu må vi diskutere, om det altid er en fordel. Om det ikke i stedet ødelægger noget for os selv og vores arbejdsmiljø. Om det ikke vil være bedre for os at dele ansvaret for både tilrettelæggelse og udførelse af lærerarbejdet. Det er spændende og lidt farligt for os som lærere.

Vi skal selv bidrage

- Vi må også spørge os selv om, hvorvidt det kun er arbejdsgiveren, der er ansvarlig for, at vi kan tackle dette, eller om ansvaret også skal lægges på den enkelte lærer og på organisationen. Måske skal vi ændre på de hævdvundne rettigheder, siger Karsten Holst.

Dermed mener han for eksempel, at Lærerforeningen som organisation må tage initiativer til at forbedre dette område, og at det enkelte medlem også selv skal være bidragyder.

- Arbejdsgiveren skal være med-yder, men vi skal også selv bidrage. Måske skal vi bidrage ved at give noget af vores arbejdstid til det. Jeg kunne forestille mig, at man for eksempel kunne have fri fra arbejde med betalt vikar og transport, men at man selv betalte for et kursus, der var relevant for én, eller at man deltog i kurser ud over arbejdstiden og fik betalt kursusudgiften.

- Burde vi ikke også sikre, at der er et tilbud til de lærere, der allerede nu ønsker at videreuddanne sig for egen regning, i stedet for at de skal være henvist til handelsskoler og lignende, spørger Karsten Holst.

- Det er min personlige holdning, at der skal være en debat om, hvem der er ansvarlig for en samlet efter- og videreuddannelse. Som kredsformand har jeg tidligere været med til at lægge pres på de lærere, der tog på kurser, de ikke fik tid til af arbejdsgiveren. Det har været Lærerforeningens holdning, men dér tror jeg, at vi må bløde op, ellers skader vi os selv.

Karsten Holst opfatter ikke dette som værende et skråplan for en fagforening.

- Jeg tror, det er en nødvendig vej at gå, hvis vi vil varetage medlemmernes interesser. Vi skal ikke kun se på løn- og ansættelsesmæsssige forhold, men også på kvaliteten i arbejdslivet. Hvis det kan give os noget godt på dét område, skal disse emner absolut med i diskussionen.

Han fremhæver også, at det lige nu er op til lærerne selv at tage initiativ til fælles forberedelse, men at Lærerforeningen som organisation godt kunne anbefale det, hvis man kan se, at det psykiske arbejdsmiljø derved forbedres.

Krav til Overenskomst 99

- Også når vi skal tale om krav til Overenskomst 99, skal vi se på belastningsgraden i lærerjobbet. I organisationsudvalget arbejder vi allerede på at få disse emner med ind, siger Karsten Holst.

- Det er tankevækkende at høre lærere sige, at nu har de ti år tilbage på arbejdsmarkedet, og de år skal bare overstås bedst muligt. I stedet for at sige, at nu er der ti år tilbage, hvordan kan jeg komme videre og sørge for, at mit arbejde stadig er interessant og udviklende. Jeg tror, at organisationen kan være med til at gøre noget ved dét.