Låste døre og skabe med hængelåse er der ikke nødvendigvis noget forkert i, men de tilkendegiver tydeligt, hvem der har kontrollen. Det har nemlig dén, der har nøglen.

Skolen er en adfærdsregulerende bygning, og personen med nøglen er ofte læreren.

Spørgsmålet er så, om læreren har lyst og mod til at afgive noget af kontrollen og dermed nøglen til eleverne.

Det spørgsmål er værd at diskutere, mener tre forskere, der står bag en rapport om samspillet mellem børn og skolens fysiske rum. De tre har observeret børns brug af skolens rum i tre meget forskellige indskolingsafdelinger. Rapporten om deres observationer udgives til foråret.

Observationsstudierne og rapporten er primært finansieret af Undervisningsministeriet, men også Statens Byggeforskningsinstitut og Roskilde Universitetscenter (RUC) er med.

Observationerne er udført af Jan Kampmann, lektor på Institut for Uddannelsesforskning på RUC, arkitekt Inge Mette Kirkeby, seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut, og Thomas Gitz-Johansen, ph.d.-studerende.

Rapporten er et led i Undervisningsministeriets projekt om rum, form og funktion i folkeskolen, og arbejdet skal ses som et forstudie, der giver indsigt i samspillet i skolen, og hvordan skolens fysiske rum bruges. Samtidig giver det en øget indsigt i pædagogikken, der bruges i skolen.

Præget af traditionalisme

'Undervisningsministeriet ønsker at vide mere om skolebyggeri og dets betydning, så de var udfarende', fortæller Jan Kampmann.

'Vi har en relativt ny folkeskolelov, der tænker eleverne ind som aktive og med en vis grad af medansvar. Der er nye undervisningsformer, og alligevel er skolen stadig i høj grad præget af traditionalisme. Ministeriet ønsker at se, hvordan man forvalter bygningerne og rummene, hvordan man udnytter rammerne, opdeler dem, og hvordan man kan omforme dem til ny pædagogik. Hvordan er rummene indrettet, og hvordan reflekterer lærere og ledere over indretningen'.

Skolebygningerne bliver ofte defineret, men mest ud fra en negativ vinkel: der er for lidt plads, skolen er for firkantet, den er svær at lave om, så den passer til den nye pædagogik.

Men flere kvadratmeter og større fleksibilitet løser ikke nødvendigvis problemerne, mener de tre forskere.

Diskussionen bør i stedet handle om, hvad de ekstra kvadratmeter skal bruges til, hvordan de skal indrettes, og hvem der skal spille sammen med hvem og ikke mindst hvordan.

De låste døre

'Det er ikke in at tale om kontrol. Men når man som jeg har en arkitektfaglig baggrund, så er det svært at se uden om kontrollen i skolen, når man først har opdaget, hvor adfærdsregulerende den egentlig er', siger Inge Mette Kirkeby.

Det slog de tre forskere, hvor mange låste døre de egentlig mødte, og hvor mange skabe med hængelåse der var på de tre skoler. Derfor tog de billeder af døre og låse og viste disse til lærere og pædagoger, da de skulle give dem en tilbagemelding.

'Man kan godt have intentioner om, at børnene selv skal forvalte deres tid, kunne forhandle i forskellige situationer og kunne tage stilling, men når vi så pegede på de fysiske rammer, der gjorde sig gældende, og hvordan de benyttede deres muligheder i de tre indskolinger, så gav det i hvert fald nogle af stederne anledning til en diskussion. Måske fik de øje på noget, de ikke havde tænkt over før', siger Jan Kampmann.

Der findes døre, der bliver lukket klokken 13, og døre, der åbnes klokken 13, i indskolingerne. Ligesom der findes nogle meget bestemte måder at organisere rummene på.

'Der er tale om to kulturer - lærerne og pædagogerne - og når man taler om dét, stikker man hånden i et hvepsebo. Men måske har man selv den nøgle i hånden, der kan give noget af den plads, man taler så meget om, at man savner i skolen', mener Jan Kampmann.

'Er man ikke alt for dårlig til at udnytte kvadratmeterne', spørger han.

'Adskillige hundrede kvadratmeter ligger brak hver dag i mange timer. Men åbner man døre, mister man også kontrol'.

Fotos overraskede

De tre indskolingsafdelinger, forskerne besøgte, er meget forskellige. Den ene ligger i en afdeling af Klostermarksskolen i Roskilde, der er en typisk kamskole. Den anden ligger i en afdeling af Holsbjergskolen i Albertslund, og den tredje er Lærkelængen, der hører til Holsbjergskolen, men som blev bygget som indskolingshus et stykke fra skolen. Det åbnede i 1998.

Når forskerne fortalte eller stillede spørgsmål til medarbejderne, oplevede de ofte, at disse ikke havde gjort sig klart, hvorfor de egentlig havde møbleret eller indrettet sig, som de havde gjort i lokalerne. I Lærkelængen var bevidstheden om indretningen højere. Her har medarbejderne nemlig selv været med til at diskutere, hvordan huset skulle bygges.

'Flere blev overraskede over at se lokalerne på lysbilleder', fortæller Inge Mette Kirkeby.

'De så nogle andre ting end i hverdagen, og en skoleleder sagde, at det også var meget bevidstgørende at få sat ord på. Det er vigtigt at huske, når man skal bygge om eller bygge nyt - at gøre indretningen diskutérbar'.

Flere blev undervejs tændt på muligheden af at se anderledes på rummene.

Forskerne understreger, at de ikke ønsker at sige, at 'sådan skal en skole se ud'. Der er tale om oplæg til diskussion. En mulighed for at sætte noget i spil.

'Måske skal man også diskutere, hvorfor man besluttede noget bestemt for syv år siden, og om det holder endnu, eller om pædagogikken på stedet har ændret sig i den mellemliggende tid', siger Jan Kampmann.

Muligheder i et trin

Fleksibilitet er blevet et nøgleord, når man taler om skolebyggeri. Men i sin ultimative form giver det blot nogle store, åbne miljøer med flytbare rumdelere - måske en fløjdør. Det betyder muligvis kun, at alle rum - alle steder - bliver ens. Rummene kan det samme. Og så ville fleksibilitet bedre kunne opnås i forskellige rum med forskellige funktioner.

'Lærerne kan måske blive forført af sproget. Fleksibilitet lyder umiddelbart godt og er noget, man tilstræber i skolen. Men måske er det bedre, at alle rum ikke kan det samme, men at de tilsammen kan det hele', mener Inge Mette Kirkeby.

Hun fremhæver et trin i fællesrummet på indskolingshuset Lærkelængen, hvor de ofte så børnene være. Trinnet giver nogle muligheder, en markering uden at være et sted, der kun kan bruges til én bestemt ting.

Under observationerne fandt forskerne ud af, at der var mest for dem at observere, når børnene havde fri tid. Når tiden var lærerstyret, var rummet ofte defineret på forhånd af den voksne. I interview fortalte børnene også, at de bedst kunne lide at være i sofahjørnet eller i læsekrogen. Hvorimod de helst ville være fri for at sidde ved bordene.

Forskerne fandt også ud af, at skolerne var indrettet sådan, at det var muligt at finde plads til voldsom leg og voldsomme aktiviteter - om ikke andre steder så udenfor på legepladsen - men at det til gengæld kneb for børnene at finde plads til at være i fred eller finde et stille hjørne med et par legekammerater. Her valgte de ofte toiletterne eller at være tæt på de voksne. Især undgik børnene de ældre elever. De virker skræmmende for de yngre børn i indskolingen.

'Børnene brugte rummene på samme måde, som jeg har set dem bruge rum i daginstitutioner. De etablerer et rum i rummet', siger Jan Kampmann.

'Et meget åbent rum med nogle markeringer - et trin eller et hjørne, der giver antydning af en opdeling - er tilstrækkeligt til, at børnene og de voksne kan organisere sig både i undervisningen og i fritiden'.

De så også, hvordan rummene blev brugt anderledes, når det var let at komme til et nabolokale, bruge det og så komme tilbage. Det kunne man for eksempel ikke så let gøre på kamskolen.

'Intentionerne i folkeskoleloven med fleksibel undervisning kræver,at man let kan skifte rum, uden at det skal være organiseret i timevis inden', siger Jan Kampmann.

Forskerne blev overraskede over, at de ikke så meget til gruppearbejde i indskolingen. Det gruppearbejde, der var, fandt oftest sted i blokke som temauger et par gange om året.

Rum til det private

'Det er ikke kun arkitekterne, der skal tænke i moderne skolebyggeri. Det gælder også for lærerne', mener Jan Kampmann.

'Det fremgår af vores materiale fra de tre indskolinger, at lærerne meget er med til at fastholde det almindelige skolelokale. Som lærer bærer man nogle traditioner med sig og nogle grader af kontrol'.

'Har jeg for eksempel tiltro til, at børnene arbejder med dét, de skal, når jeg ikke lige står og ser på dem? Dér indbyder det traditionelle skolerum til central kontrol, og her var det meget tydeligt, at man i det nye indskolingshus Lærkelængen arbejder med at uddelegere kontrollen. Dér er ikke de bastante adskillelser, og børnene sidder ikke på en bestemt måde. De kan stå ved et bord, sidde ved et bord eller opholde sig på gulvet, når de arbejder', siger han.

Børnenes trang til at være private og til at finde rolige steder blev meget tydelig for de tre forskere.

'I en offentlig bygning tænker man ikke meget på private rum. På en skole skal man mødes, man skal udveksle, men i dag er der også et stort behov for steder, hvor man kan trække sig tilbage', siger Jan Kampmann.

'For femten eller tyve år siden fik børn dækket deres behov for at være private derhjemme, men i dag, hvorde går i institution en stor del af dagen, er institutionerne nødt til at revurdere de tidligere ideer. Børnenes privathed skal også kunne rummes i institutionerne'.

'Vi så, at de var nødt til at gå på toilettet, hvis de ville være alene, eller hvis to skulle tale hemmeligt sammen, for toilettet er ofte det eneste sted, hvor det er børnene, der har nøglen'.

FS0201-03Arkitektur

'Vi har en relativt ny folkeskolelov, der tænker eleverne ind som aktive og med en vis grad af medansvar. Der er nye undervisningsformer, og alligevel er skolen stadig i høj grad præget af traditionalisme', siger lektor Jan Kampmann og arkitekt Inge Mette Kirkeby

Interviewer: 'Når du er her udenfor, hvor leger du så mest?' Dreng: 'Jeg leger på toilettet'. Interviewer: 'Hvorfor leger du på toilettet?' Dreng: 'Der er man alene'Børnene skal lave skriveøvelser. Her kan de sætte sig enten ved et af de tre borde i klassen, på puderne på gulvet eller i værkstedsrummet. Hvis de vil sidde på gulvet, har de nogle små morgenbakkeagtige borde, som man kan sætte hen over benene. Børnene placerer sig rundt omkring i klassen og værkstedsrummet og sidder roligt og arbejder

Alle citaterne er fra rapporten

Interviewer: 'Man kan betragte børnehaveklassen som en overgangsperiode mellem børnehave og skole. Hvad er det for en udvikling, børnene skal gennemløbe i denne periode? Hvad er det allervigtigste, de skal lære i børnehaveklassen?'Børnehaveklasseleder: 'De skal lære at sidde på stolen. Ellers kan de simpelthen ikke holde ud at komme i første klasse'

Den type af klasseværelser, der fungerer mindst afgrænsende, er det klassiske klasseværelse, hvor børnene sidder en og en eller to og to ved borde, der er ordnet i lige rækker og vender op mod tavlen og katederet. Denne type rum stiller store krav til, at den enkelte elev selv kan abstrahere fra de øvrige elever, og til læreren, der skal forsøge at holde elevernes opmærksomhed fast på undervisningen og det, de arbejder medInterviewer: 'Hvor er der bedst at sidde - inde i klassen eller herude i fællesrummet?' Pige: 'Inde i klassen'. Interviewer: 'Hvorfor det?' Pige: 'Fordi der er ikke så meget larm og sådan noget'