"Det var sgu lidt tilfældigt, at jeg blev fagligt aktiv. Det var i hvert fald ikke en del af en karriereplan", siger Helen Sørensen.

Til april har hun været kredsformand for Herningegnens Lærerforening i 30 år, men den 31. marts har hun valgt skal være hendes sidste dag som lokal lærerformand.

Hun blev trukket ind i det faglige arbejde som suppleant for sikkerhedsrepræsentanten i 1980. Det handlede om dårlig ventilation. Mange blev syge på grund af karlitlofter eller gulvtæpper på skolerne. Siden er hun blevet ved med at have fokus på arbejdsmiljøet. Emnerne har bare ændret sig fra det fysiske arbejdsmiljø til at handle mere om det psykiske arbejdsmiljø - om presset på lærerne, der jo bruger sig selv og deres personlighed i jobbet.

"Jeg blev tillidsrepræsentant i 1983 på Sønderagerskolen i Herning og tænkte, at det nok var lidt kedeligt, men så var jeg på TR-kursus på Skarrildhus, hvor der blandt andet blev talt om, at DLF skulle være en rigtig fagforening og ikke primært beskæftige sig med det pædagogiske, og det var et spændende kursus. Så jeg ændrede holdning og blev interesseret i alle de faglige spørgsmål", fortæller Helen Sørensen.

Interessen har virkelig holdt. Gennem hvervet som amtskredsformand i 1985 og til nu snart 30 år som lokal lærerformand.

Da hun begyndte, var der 6 kommuner. Nu er der to, Herning og Ikast-Brande Kommune - men det geografiske område er faktisk udvidet.

Helen Sørensen har også været medlem af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening. Dér begyndte hun som suppleant, da Ole Holdgaard holdt op. Men hun ville hellere være kredsformand.

Indflydelse skal der til

Hun har et valgsprog - sagt med et glimt i øjet: Indflydelse er ikke noget man får, det er noget man tager. Og indflydelse vil hun have.

Det betyder også samarbejde med andre, og hun har ofte fremlagt forslag fra talerstolen på DLF's kongresser, hvor hun har været delegeret siden slutningen af 80'erne. Før det sad hun på tilhørerrækkerne, for det var vigtigt at følge med i debatterne.

De første mange år som kredsformand beholdt hun nogle timer på skolen som resurselærer.

"Jeg syntes, det var vigtigt at holde forbindelsen til skolen og til kollegerne. I begyndelsen var det flere timer, men efterhånden blev det til 100 timer, som blev brugt på at sætte en teaterforestilling op med kolleger og elever. Det var skægt. Jeg kan også godt lide at komme ud og tale med medlemmerne, men da jeg blev hovedstyrelsesmedlem omkring 2006, måtte jeg stoppe med at have timer på skolen. Det blev for meget både at være kredsformand og hovedstyrelsesmedlem. Og skolen lukkede i øvrigt i 2019".

Hun er uddannet med linjefagene tysk og engelsk og så speciale C, hvor hun lærte om børn med særlige behov.

"Det var jo dengang, hvor man kunne få nogle gode lange kurser på Danmarks Lærerhøjskole, så jeg har et 2-årigt danskforløb, et 1-årigt engelskkursus og et 2-årigt dramaforløb. Det har virkelig ændret sig. I dag kommer lærere mest på nogle små hurtige kurser. Vi havde langt bedre vilkår tidligere, hvor vi blev klædt grundigt på og fik benzin på arbejdslivet. Vi fik noget, vi fik energi af".

Pædagogisk udvikling - indtil …..

Noget af det vigtigste i hendes tid som kredsformand har været fra slutningen af 90'erne til 2011, hvor der var gang i den pædagogiske udvikling, fortæller hun.

Det handlede om at have glade elever, om 4 by-samarbejdet mellem Herning, København, Vejle og Skive. Om at modtage de nyuddannede lærere godt og hjælpe dem over praksischokket.

Sådan nogle projekter var vigtige og givende.

"Jeg troede på kommunaliseringen af lærerne og stemte ja til det, og jeg synes, at første halvdel af perioden gik godt. Der var nogle politikere, der tænkte på skolen", siger Helen Sørensen.

"Men nu taler man om at give frihed til kommunerne, når det gælder folkeskolen - som i Esbjerg og Holbæk, og her er jeg godt nok betænkelig ved at overlade det til kommunerne".

Det værste skete i 2013.

"Jeg har sagt til en lokalavis, at jeg aldrig tilgiver dem. Vi kan godt komme videre, men det var et overgreb! Overfor den enkelte lærer, overfor organisationen. Det var nok styret af staten og så fulgte KL med. Man ville lave en reform med længere skoledage og lærernes overenskomst skulle finansiere en masse".

Helen Sørensen mener, at det er blevet meget tydeligt, at det er regneark og teknokrater, der styrer folkeskolen.

Bedst når lærerne bliver hørt

Det sværeste arbejde som kredsformand har været arbejdstidsaftalerne, mener hun.

"Det har trukket tænder ud at få aftalerne på plads. U, F og Ø-tiden gav politisk uro, men egentligt var det en god aftale, hvor vi kunne lave nogle akkorder. Men arbejdet med arbejdstidsaftalerne og de mange diskussioner har givet flest nætter, hvor jeg ikke kunne sove".

Og de største successer har været de år, hvor lærerne blev hørt og var et element i den pædagogiske udvikling.

"Det er godt, når pædagogisk udvikling vokser nedefra, men det skal også have hjælp oppefra".

Fra 1. april i år begynder en nyvalgt kredsstyrelse, kredsformand og næstformand i Herningegnens Lærerforening.