
Herning-delegerede bad om input til formandsvalget - kun få svarede
Lærerne i Herning og omegn blev opfordret til at påvirke, hvordan deres delegerede skal stemme ved DLF’s formandsvalg, men kun få greb muligheden. Alligevel mener kredsformanden, det var vigtigt at give tilbuddet.
I sidste uge spurgte Herningegnens Lærerforening de menige medlemmer om deres holdning til valget af ny formand for DLF. På den måde kunne deres meninger være med til at kvalificere de delegeredes beslutning om, hvilken formand de vil stemme for, når Danmarks Lærerforening i morgen skal vælge ny formand for første gang i 18 år. Herningformand Helen Sørensen sagde til folkeskolen.dk, at hun regnede med at stemme, som de menige medlemmer ønskede det, hvis der ellers var en nogenlunde entydig tendens.