”Det kommer fuldstændig an på, hvad hovedstyrelsen synes er bedst. Jeg går aldrig efter poster for posternes skyld", siger Anders Liltorp om den ledige plads som formand for Lærerforeningens overenskomstudvalg.

Liltorp: Fremtiden vil vise, om jeg stiller op igen

Selvom Anders Liltorp var meget langt fra sejren ved formandsvalget, fortalte han i sin afsluttende replik foran kongressen, at han ikke er færdig. Fremtiden vil dog vise, om han stiller op igen, fortæller han til folkeskolen.dk.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med 17 ud af 298 stemmer i første runde af formandsvalget og efterfølgende to i den anden og afgørende afstemningsrunde, var formand for Rødovre Lærerkreds Anders Liltorp ikke tæt på at blive lærernes nye formand.

Alligevel var det ikke en tydeligt skuffet taber, der efterfølgende talte foran forsamlingen af lærernes kongresdelegerede.

Humøret er også stadig i kontakt omkring 24 timer senere, da folkeskolen.dk beder ham om at vurdere, hvorfor det ikke blev til flere stemmer.

Ny DLF-formand er klar til udfordringen: "Jeg er meget ydmyg"

Rasmus Holme Nielsen kaldte dig en samler i sin anbefalertale. Hvorfor lykkedes det dig ikke at samle mere opbakning?

"Jeg har ikke været kørt stilling på den måde, de andre har. Som formand for overenskomstsudvalget i 10 år har Gordon Ørskov Madsen automatisk været et kendt ansigt og haft en meget bred kontaktflade. Morten Refskov deltog sidste år i en meget lang valgkamp om næstformandsposten. Det gav ham en platform og en mulighed for at komme ud og tale med folk og få et indtryk af, hvor organisationen er", siger han og tilføjer:

"Det har jeg så også nu, og der er rigtigt mange, der efterfølgende har takket mig for at stille op og sagt, at mit kandidatur var med til at sikre, at der blev diskuteret indhold og retning".

"Kommer an på, hvad der sker i fremtiden"

Efter formandsvalget onsdag rundede Anders Liltorp sin afsluttende replik af med at læse en Facebook-opdatering op om en samtale med sin datter fra tidligere på dagen. Her fortalte han, at han havde sagt til sin datter, at han ikke var færdig, hvis det skulle blive til et nederlag.

Gordon Ørskov ny formand for lærerne efter tæt valg

Er det udtryk for, at vi kommer til at se dig stille op igen?

"Det kommer an på, om jeg vurderer, at der er brug for det. Jeg har hele vejen igennem slået på det fagpolitiske og på retningen, og mine holdningerne ændrer sig ikke, bare fordi jeg tabte valgte. Så det kommer an på, hvad der sker i fremtiden", siger han.

Ny formand skal samle foreningen

Ifølge Anders Liltorp står Danmarks Lærerforening stærkt her på den anden side af valget, "fordi vi har vist, at vi er en levende fagforening".

Han peger imidlertid på, at der efter valget er behov for, at alle forsøger at sikre en samlet forening.

Oplever du Danmarks Lærerforening som splittet her på den anden side af valget?

"En ny formand bliver nødt til at tage stemmeafgivelsen med i arbejdet for at samle foreningen, og det vil også være op til de to fløje, om de kan samles. Det spil har jeg heldigvis ingen aktie i. Jeg har hele tiden stået for det, der fokuserer på sagen og medlemmerne. Jeg har som person budt ind dér, hvor der ikke er en intern deling. Det vil jeg også fremover bidrage med".

Refskov opfordrer til samling efter formands-nederlag

Ledig post som formand for overenskomstsudvalget

Lærernes nye formand Gordon Ørskov Madsen efterlader en ledig post som formand foreningens overenskomstsudvalg. Er det en post, du går efter?

"Det kommer fuldstændig an på, hvad hovedstyrelsen synes er bedst. Jeg går aldrig efter poster for posternes skyld. Jeg går efter det, jeg kan være i. Jeg opgiver aldrig min personlige integritet. Hvis der er et ønske om, at jeg kan bidrage med noget dér, vil jeg da overveje det. Men det er ikke sådan, at jeg går rundt og tænker, at jeg fortjener et eller andet".

Anders Liltorp håber på, at den afsluttede valgkamp var et bevis på, at Lærerforeningen har godt af at blive bedre til at involvere medlemmerne.

"Det har givet enormt meget at komme rundt i landet og diskuteret politik, retning og organisationen. Det er alfa og omega for foreningen, at vi får talt og diskuteret noget oftere. Der vil være nogle oplagte tidspunkter at gøre det på, og så vil der være nogle perioder, hvor det er svært at nå. Men vi bliver simpelthen nødt til at gøre mere af det i fremtiden".

Mere medlemsdemokrati og bedre omdømme