Når Jocelyne Kabanyana underviser i modersmålsfagene swahili og kirundi, skal hun efter eget udsagn være heldig, hvis dem på de bageste rækker lærer noget. 

Der sidder nemlig over 60 elever i hendes klasse, og sammen med manglende undervisningsmaterialer og faldefærdige skoler gør det udskolingslærerens opgave svær.

“Hvordan kan man som lærer få gode resultater under de forhold? Det er umuligt”, siger Jocelyne Kabanyana: 

“Og jeg er endda heldig. Nogle har 100-150 ad gangen. Det er kaos”.

Lærerne tjener cirka 1.500 kroner i løn om måneden, og mange skal bruge timevis på transport for at komme til og fra arbejde. De ringe vilkår har skabt en rekrutteringskrise, som har gjort situationen endnu værre. 

En ond cirkel, der går ud over de tilbageværende lærere og de børn, der desperat har brug for uddannelse for at kunne overleve i et af verdens fattigste lande. 

“Lærerne bliver trætte. Man kan ikke kontrollere sådan en stor klasse”, siger Jocelyne Kabanyana, der plejede at have 18 undervisningstimer om ugen, men som på grund af lærermangel nu har 22 timer.

Enemy of the state 

I dag hyldes verdens lærere: Så højkulturelle er de danske lærere

I lærerorganisationen Steb, Syndicat Libre des Travailleurs de l'Enseignement du Burundi, kæmper Jocelyne Kabanyana for at samle lærerne i et stærkt fællesskab i kampen for rettigheder, sikkerhed og bedre løn og vilkår. 

Men regeringen modarbejder stort set alle civile forsamlinger, hvis ikke direkte, så i det skjulte.

“Lærerne tør ikke være med. De bliver anset som enemy of the state. Vi kæmper for vilkår, som regeringen ikke vil give os. Bedre løn, materialer og ordentlige forhold i klasserne og på skolerne. De kan ikke kontrollere os, og så vil de bare lukke os ned”, siger Jocelyne Kabanyana, der er generalsekretær i Steb. 

I Burundi findes der, ud over Steb, flere mindre lærerorganisationer, som bliver oprettet af politikere fra regeringen, fortæller hun. Gennem trusler og lovning på job melder lærerne sig ind i de regeringsgodkendte foreninger, hvilket – helt efter intentionen – gør det til en udfordring for Steb at skabe et stærkt fællesskab, som kan stå samlet i kampen for lærernes rettigheder. 

På den måde har Steb mistet omkring halvdelen af sine medlemmer til statens egne foreninger. Fra et medlemstal på 25.000 til nu 11.000. 

“Før var vi den største organisation, men lærerne er bange. De er nødt til at melde sig ind i de ‘gule’ foreninger, for de føler, at deres jobsikkerhed og liv afhænger af det”, fortæller Jocelyne Kabanyana.

Blandt andet med hjælp og penge fra Danmarks Lærerforening arbejder Steb for at få medlemmerne tilbage og at uddanne de foreningsaktive til at kunne afholde kurser og øge dialogen med politikerne.

Møder uden handling 

Burundi har været i en svær økonomisk og politisk krise siden 2015, hvor daværende præsident Pierre Nkurunziza imod loven ville sikre sig selv en tredje embedsperiode. Det førte til voldelige demonstrationer og et fejlslagent kupforsøg, hvilket gav yderligere brænde til regimets bål mod politiske modstandere og befolkningens helt basale menneskerettigheder.

Organisationer og fagforeninger står også for skud, og i løbet af årene er flere fagligt aktive lærere og ledere flygtet eller blevet anholdt. Over en kvart million burundiere er flygtet. Regimets totalitære virkemidler har ført til kritik og sanktioner fra både FN og EU, og der ses nu få forbedringer i landet. 

I 2020 lykkedes det Steb og de andre fagforeninger at skabe en central fagforening, der kan sammenlignes med Fagbevægelsens Hovedorganisation herhjemme, og Steb er lykkedes med at komme til møder om løn og vilkår med beskæftigelsesministeren og andre politikere. Men der skal mere til at vække Jocelyne Kabanyanas håb:

“De holder møder med os, nikker, når vi taler, men at implementere er noget andet. De siger: ‘Ja, I siger fine ting’, men de sætter ikke noget i gang, når vi er gået”. 

Udskolingslæreren smågriner, mens hun forklarer. Modarbejdelsen og de tomme løfter virker til at være tragikomisk for hende.

“Det gør mig ked af det. Men jeg giver ikke op. Hvis ikke vi kæmper, så får lærerne ingen rettigheder. Det handler om at få mad på tallerkenen. Sagen er for vigtig til, at jeg kan give op”.