5. klasse opsatte Tryllefløjten på én dag: Deres lærer er imponeret over, at det kunne lade sig gøre

5. klasserne på Sølystskolen øvede og satte Tryllefløjten op på blot én dag, da de fik besøg af Den Jyske Opera.
Eleverne fik viden om opera og en fed oplevelse, og musiklærer Niels Horvath fik inspiration til, hvor meget man kan nå på en dag med den rette forberedelse og struktur.

Offentliggjort

Det er fedt at lave en kæmpe musicalopsætning med hele skolen og med mange timers forberedelse.

Men det kan også lade sig gøre at få en fed teateroplevelse på bare én dag, kan musiklærer Sølystskolen i Egå nord for Aarhus Niels Horvath skrive under på.

Han underviser 5. klasse, og da hans leder kom og tilbød ham og en kollega at få besøg af Den Jyske Opera, var de med det samme med på ideen.

Den Jyske Opera har et fast koncept til at opsætte den kendte opera Tryllefløjten på skoler, og konceptet tager blot en dag.

Det var en øjenåbner for mig, at man på så kort tid kan få skabt et fedt produkt

Musiklærer Niels Horvath

”Det er sjovt at lave noget andet med børnene en gang i mellem. Alle har brug for at lave teater og bruge kroppen, og det er ikke hver dag, man får mulighed for at arbejde med en opera”, siger han.

Eleverne var med til at finde på replikker

Første kontakt var et informationsbrev om et onlinemøde, hvor lærerne blev informeret om, hvad der skulle foregå, og hvad deres opgaver var før besøget.

”Jeg skulle træne tre sange med min klasse inden, men det var virkelig nemt, for der fulgte videoer med, hvor Marianne fra Den Jyske Opera spillede klaver og fortalte, hvordan man skulle synge sangene først på en måde og derefter som de endeligt skulle lyde".

"Det var en kæmpe hjælp. Det gjorde det, som eleverne skulle lære, meget til gengængeligt og med en masse gentagelser”, fortæller han.

De tre sange var Fuglefænger, Kom hjælp os og Det klinger så herligt. Og derudover var Niels Horvaths eneste opgave at booke festsalen og låse de to operasangere ind kl. 7.45, så de kunne stille op, før eleverne kom.

”Det var meget minimalistisk. Der var gulvtæpper, så man vidste, hvornår man var på den ene og den anden borg og i skoven. Et dragekostume, hvor flere elever kunne være i, og et vagtkostume".

"Den ene operasanger var nattens dronning, og den anden en spøjs papegøje. Og så et kostume til mig, for jeg skulle spille Sarastro”, fortæller han.

Operasanger var god til at instruere eleverne

Så snart klassen var i salen, tog de to operasangere over og instruerede eleverne i, hvad der skulle ske.

De startede med teaterøvelser, og undervejs spurgte de ind til, hvad børnene selv tænkte i forhold til replikker, så de byggede historien op sammen med eleverne og Niels Horvarth, fortæller han.

”Papegøjen var speaker, så hun fortalte hele tiden, hvad der skete undervejs. Det gjorde det let for eleverne at huske, hvad de skulle gøre".

"Jeg har bagefter tænkt meget over, hvordan hun inddrog børnene i, hvad man kan gøre og sige i forskellige sammenhænge. Det fik dem med på en virkelig god måde”, siger Niels Horvarth.

Åbner øjnene for hvad musikken kan for film og teater

Efter frokost kom parallelklassen, som skulle være dragen og Sarastros slot og vagter. På en time og et kvarter var de med til at køre skuespillet igennem et par gange, og så kom hele 3. årgang, deres lærere og en fra ledelsen og så forestillingen.

Og til sidst blev dagen evalueret.

”Nogle havde syntes opstartsøvelserne var kedelige, fordi de ikke alle sammen havde lige meget flair for det. Men jo længere de var kommet ind i det, jo sjovere havde de syntes, at det var - og de endte med at være enige om, at det havde været den bedste dag".

"Eleverne var overraskede over, at de havde formået at lave noget, vi kunne vise for nogen på så kort tid, selvom de nærmest ikke havde øvet det igennem", fortæller han.

Niels Horvarth er heller ikke i tvivl om, at eleverne har fået en indsigt i, hvordan man arbejder med opera, der er en anden form for musik, end de er vant til.

Eleverne fik en god snak om, hvad opera er, og om hvordan sang kan være en form for eventyr, fortæller han.

”Det åbner deres øjne for, hvordan man bruger musik, og hvad musik gør ved film og teater".

"Samtidig flytter det dem også ud af deres comfort-zone. Der var mange, der i starten ikke brød sig om at stille sig frem foran andre. Men til sidst var de helt okay med, at der sad en masse elever og så dem spille skuespil”.

Og for ham som lærer rykkede dagen også noget.

”Det var en øjenåbner for mig, at man på så kort tid kan få skabt et fedt produkt, som ellers ville tage flere dage. Hvis man har strukturen i orden og har forberedt det godt, så kan det virkelig blive megagodt, for det var det her”, siger han.