Debat

Debat: ”Alle har mod på at deltage i verden”.

Sådan lyder et af målene for Fagcenter for Børn og Unge i Aalborg Kommune. Ordene indrammer på bedste vis et af kommunes vigtigste visioner; at gøre Aalborg Kommune til en international by.

Publiceret

I 2021 modtog Børn og Unge således en helt særlig adgangsbillet til Europa, da forvaltningen for første gang blev Erasmus+ akkrediteret. Konkret betyder det, at EU-kommissionen giver økonomisk tilskud til europæiske lærings-mobiliteter. Børn og Unge har frem til 2027 derfor fået helt ekstraordinær mulighed for at sende kommunens elever og medarbejdere ud i Europa. Håbet er, at Erasmus+ indsatsen kan bidrage til nye ideer og perspektiver, øget motivation til eksperimenterende og problemløsende tilgange, lyst til at arbejde internationalt med læring og forhåbentlig også bekræftelse på, at vi allerede gør det godt i Danmark. Ann Katrine Stendahl Rannestad er skolekonsulent hos Børn og Unge, og hun har været en af de drivende kræfter bag forvaltningens Erasmus+-indsats. Ifølge hende er formålet med Erasmus+ at gøre både personale og elever fagligt dygtigere samtidig med, at de får gode trivselsmæssige oplevelser socialt og kulturelt. Hun pointerer, at det er vigtigt, at en lille by som Aalborg, i et lille land som Danmark, ikke lukker sig om sig selv: “Vi er en del af en international verden, og vi skal kunne arbejde med folk, der har andre kulturelle baggrunde og taler andre sprog end os selv. Elever og personale skal derfor anerkende og være nysgerrige på verden allerede fra folkeskolen”. Helt grundlæggende mener hun, at internationalisering er et vilkår i elevernes liv “uanset om eleverne gamer, er flittige SoMe-brugere eller bare er går i en gennemsnitsklasse i Danmark”, og derfor er det helt afgørende, at eleverne får viden og interesse for andre lande, kulturer og levevilkår: “Højst sandsynlig skal elever bruge interkulturelle kompetencer resten af livet, og vi behøver interkulturelle kompetencer nu og fremover, når vi skal kvalificere kreativitet, samarbejde, kritisk tænkning og kommunikation – og ja, løse verdens problemer”.

12 skoler og mere end 100 elever og medarbejdere har allerede benyttet sig af tilbuddet om interkulturelle kompetencer, øget faglighed og sociale og kulturelle oplevelser, og der har været rejser til blandt andet Ungarn, Holland, Norge, Sverige, Italien, Spanien og Tyskland og mange flere er på vej. Målet er, at alle kommunens skoleelever på mindst et tidspunkt i deres skolegang skal opleve internationalt samarbejde. På denne måde håber forvaltningen, at eleverne blandt andet bliver dygtigere og mere internationalt orienteret, at medarbejderne får styrket deres interkulturelle færdigheder og at hele Aalborg Kommune kommer på verdenskortet. Flere af de medarbejdere, der har været afsted fortæller, at de oplever, at deres Erasmus+ rejse har givet et boost til deres elevers selvforståelse og en indsigt i, at der er andre måder at leve på. Helt grundlæggende mener de, at rejser med Erasmus+ er med til demokratisk at danne deres elever, som oplever, at der også findes en verden uden for Danmark. Blandt andet mener folkeskolelærer Mathias Mose Olesen fra Sofiendalskolen, at rejser med Erasmus+ giver eleverne et europæisk medborgerskab:

“Jeg synes, at Erasmus+ er et virkelig fedt tilbud. Det, at de unge mennesker får en ide om, at der også er noget udenfor landets grænser. Jeg tænker ikke så meget på den fagfaglige læring, jeg tænker mere den menneskelige læring i at komme ud og møde og få nogle venner på kryds og tværs af landegrænser. De får en forståelse for, hvorfor og hvordan man gør tingene andre steder, og verden bliver lige pludselig lidt mindre”.

Denne demokratiske dannelse peger også Lise Lindenborg fra Gandrup Skole på, som en af de helt centrale gevinster ved Erasmus+: ”Det betyder enormt for elevernes samarbejde og forståelse for andre mennesker. De ser, at der er forskellige levevilkår, og de får en forståelse for, at der er andre måder at leve på”. Medarbejderne reflekterer ligeledes over egne praksisser og undervisningsmetoder, ligesom de får en masse nye ideer og perspektiver med hjem i kufferten. Folkeskolelærer Luise Nielsen fra Gandrup Skole besøgte Spanien i foråret og hun kan nikke genkendende til, at rejser med Erasmus+ opfordrer til refleksion: ”Vi fik en masse ting med hjem om hvordan de gjorde med undervisningen. Vi fik en masse gode ideer og en anden måde at anskue tingene på”.

Eleverne selv påpeger desuden, at rejserne har lært dem at stå på egne ben, og givet dem kendskab til, hvor meget de på tværs af landegrænser alligevel har tilfælles med skoleelever fra andre lande. Blandt andet pointerer Sofie og Klara fra Sofiendalskolens 8. klasse, at: “Vi oplevede, at vi faktisk havde rigtig meget at snakke om. Vi havde en del tilfælles med dem”. Adspurgt om, hvorvidt de kan anbefale en rejse med Erasmus+ til andre skoleelever, lyder det: “Spring ud i det! I starten var jeg nervøs for at komme afsted, fordi jeg ikke er helt vild glad for at møde nye mennesker. Men jeg tænkte, at jeg ville fortryde det, hvis ikke jeg tog med. Og så endte det med at være rigtig hyggeligt, og jeg var så glad for, at jeg gjorde det”.

Så har Børn og Unge mod på at deltage i verden i Aalborg Kommune? Ja!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler