Skole med egen ovn

Først var det upopulært. Nu er alle glade for den finske masseovn

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I fjerde klasse buldrer ilden på Bjedstrup Skole. Den 3,5 ton tunge masseovn optager plads både fysisk og pædagogisk. Finsk masseovn. Et forholdsvist nyt ord inden for alternativ opvarmning. En økonomisk og særdeles miljøvenlig varmekilde. Masseovnen, der er bygget ind i muren mellem fjerde klasse og gangarealet, tjener indtil flere formål.

'Her på skolen skifter eleverne klasseværelse hvert år. Efter vi har fået masseovnen, er det således fjerde klasses opgave at hente brænde og fyre op i ovnen. I dette skoleår vil klassen blandt andet arbejde med elementet ild og begreberne energi og opvarmning', siger matematik- og sløjdlærer John Roy Markussen, der har været én af fortalerne for, at skolen fik en masseovn.

Det var ikke alle, der klappede i hænderne over dette energiforslag. Nogle mente, det var for alternativt. Andre troede, det ville blive for dyrt, bøvlet og tidskrævende.

'Efter at have udviklet ideen blev det alligevel bestemt at bygge en finsk masseovn. Ry Kommune, der havde bevilliget penge til ombygningen, ville dog ikke acceptere en post på 40.000 kroner til en masseovn. Vi søgte derfor kommunens grønne pulje og fik bevilliget 25.000 kroner. I tråd med skolens økologiske tankegang er ovnen muret op med ler og sand som eneste bindemiddel'.

'Vi har endnu ikke haft ovnen i et år, så vi kender ikke det egentlige forbrug. Den skal fodres med let træ - gerne rent affaldstræ. Princippet er et dagligt bål, der varmer stenmassen op. Energiudnyttelsen er oppe på omkring 95 procent. Røgen brændes to gange, og ovnen er CO[92]sub 2-neutral. Ovnen bliver aldrig så varm, at man kan brænde sig på den. De massive sten holder på varmen, der i løbet af døgnet langsomt frigives', fortæller John Roy Markussen.

Masseovnen har indbygget bænk ud mod gangarealet - et lunt sæde i en kold vintertid. Den er forsynet med en bageovn, der næsten konstant står med 100 graders varme. Eleverne kan selv lune en bolle eller et stykke pizza i ovnen. Sjette klasses elever, der står for frugtboden, nyder også godt af masseovnens lune muligheder. Desuden lokker ovnen hjemkundskabslæreren med mulighed for at lave hjemmebagt stenbrød. Alt i alt en alsidig investering.

mw