Debat

Strejkeret

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 5 orienteres der om, at den danske regering ikke vil efterkomme henstillingerne fra ILO - FN's internationale arbejdsorganisation - om at give tjenestemandsansatte lærere strejkeret.

Beskeden er ellers klar nok: ILO's komite for foreningsfrihed finder, at lærere ikke hører til de grupper, der efter de internationale konventioner kan undtages fra strejkeretten, og komiteen anmoder regeringen om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle lærere - uanset om de betegnes som tjenestemænd - har strejkeret.

Hverken mere eller mindre.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Med denne klare udmelding fra ILO burde regeringen bare komme i gang - og Danmarks Lærerforening burde være glad for, at der nu er støtte og medhold i et krav om strejkeret. Et krav, som sidst gav sig udtryk i, at formanden på kongressen i 1999 blev nødt til at give et tilsagn om, at foreningen ville arbejde aktivt for sagen.

Men regeringen vil åbenlyst ikke rette sig efter ILO - og DLF vil heller ikke gøre noget.

Begge dele er helt uacceptabelt.

Strejkeretten er en grundlæggende demokratisk og faglig menneskeret, som sammen med andre kampmidler kan bruges til at forbedre løn- og arbejdsforhold. Det kunne vi godt bruge lidt af i Lærerforeningen.

En ting er, at en socialdemokratisk regering ikke ønsker at bringe landets love i overensstemmelse med de internationale FN-konventioner, som man selv har tilsluttet sig. Det kan man vel eftergå lovligheden af rent juridisk.

En anden ting er, at vores egen fagforening ikke agter at løfte en finger for at få gennemført kravet om strejkeret til tjenestemænd. Begrundelsen er, at hvis vi kræver de internationale konventioner overholdt og forlanger strejkeret, så truer finansministeren med at ændre andre dele af loven, som intet har med strejkeretten at gøre, således at der for eksempel ikke mere er mulighed for sygepension, rådighedsløn eller diskretionær afsked for tjenestemænd. I ren mafioso-stil truer ministeren således med, at hvis ikke organisationen holder kæft og makker ret, så vil det kunne gå ud over et tilfældigt og vilkårligt antal syge og veltjente medarbejdere, som uden egen skyld er ude af stand til fortsat at fungere som lærere eller ledere. Det er en helt urimelig afpresning, som kræver klar afvisning.

I øvrigt er de nævnte tjenestemandsfordele nogle af dem, som blev afskaffet for de unge, nye medlemmer, da Martin Rømer i 1993 gennemtrumfede kommunaliseringen af lærerne. Men disse fordele er åbenbart værd at beholde for de gamle. Det er ren 'overlærerforening'.

Desværre er vores fagforening på mange måder en flinkeskoleforening, der ikke tør kræve noget som helst - i dette tilfælde ikke engang sin egen internationalt anerkendte strejkeret. Det skal vi ikke bare tage til efterretning. Det skal vi lave om på.

Peter Hess-Nielsen

medlem af DLF's hovedstyrelse