Elever: Naturfagene er mere spændende end andre fag

"Hele klassen kan lide fysik/kemi. Fordi vi har Linea", siger Carina fra 8. klasse på Dronninglund Skole.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hun fortæller, at tidligere havde de Sisse, og det var også godt.

Eleverne fortæller, at naturfagene er spændende - og ikke som andre fag.

"I de andre fag skal vi bare høre efter, her laver vi forsøg og lærer nye ting. Vi udforsker alt muligt, som vi ikke ved noget om", forklarer Laura og Lasse.

Kun den stærkeste giraf overlever

Eleverne kommer fra flere skoler og her til Dronninglund Skole i 7. klasse. De tre elever fortæller, at det ikke er muligt at sammenligne biologi, geografi og fysik/kemi med natur/teknologi, som de havde på de yngre klassetrin. For dem hænger fagene ikke naturligt sammen med det, de lærte i natur/teknologi. Dér samlede de blade og fangede nogle smådyr, og det hang i hvert fald ikke sammen med faget fysik/kemi, mener de tre elever.

Nu ser vi en sammenhæng

Det kan godt være, at det periodiske system er kedeligt, men det bliver spændende, når man forstår mere og skal bruge sin viden om grundstofferne.

Fysik/kemilærere: Vi samarbejder om det hele

"Det periodiske system skal bruges til rigtig meget", mener Lasse.

"Lærerne er gode til at koble emnerne sammen, sådan at vi kan se, der er en sammenhæng. Det kunne jeg ikke se tidligere", siger Laura.

De tre elever fremhæver, at alder altså betyder noget, når det gælder lærere. For de yngre lærere er ofte bedre til it og så har de en større forståelse for, at eleverne ikke altid gider kun at lytte hele tiden.

"Hvis vi laver en fejl i et forsøg, så prøver vi bare igen. Og det er rart, at der er struktur på, når vi laver forsøg. At det ikke er så rodet, for så er det lettere at forstå", siger de to piger.

De fortæller, at de altid får et kompendium med forsøg til hvert emne, og at lærerne forklarer ved tavlen, inden de går i gang med forsøgene. I papirerne står også, hvilke materialer de skal bruge.

"Vi er altid delt i grupper, hvor der er en tovholder, en notar og to, der udfører selve forsøget. Rollerne går på skift, men vi har altid den opdeling, så vi ved, hvad vi skal gøre, hvem der beskriver forsøget og processen", siger Laura.

Powered by Labrador CMS