Debat
1   47

IT-toget har fart på

Overholder det hastighedsgrænsen?

“Jeg er SÅ træt af CLIO-online - det hele foregår derinde” snerrede min 11-årige, og smed sin skoletaske i hjørnet.

For folk der ikke har sat deres ben i skolen, siden vi brugte kridt, blyant og kladdehæfter, er der sket en revolution. En spændende forandring med nye muligheder og spændende undervisning.

Jeg har selv lige været til to kurser i nye IT-systemer - det ene i en ny “device”, det andet i Skoletube og diverse apps. Min personlige oplevelse var lige dele fryd og skræk, og det er det, jeg har lyst til at dele med jer, der gider læse med.

Der er simpelthen SÅ mange smarte ting. Ordblinde kan f.eks. komme til at lave stort set fejlfri tekster. Film, billeder og kreative fremstillinger har fået mere plads i skolen. Informationsmængden er enorm, og man skal ikke længere på biblioteket for at slå op i et gammelt leksikon. Der er ingen grund til at vædde om noget mere - vi spørger bare google. Vi kan ikke gå baglæns, og det skal vi heller ikke. Vi bliver klogere af den digitale verden, og vi får en fornemmelse af, at verden ligger for vores fødder. Jeg er simpelthen fascineret - det er verden i dur.

Artiklen fortsætter under banneret

Men der også en mol-version. Engang bestemte skolebibliotekaren, hvilket bogsystem, der skulle indkøbes - evt efter en demokratisk debat i et fagudvalg. Så var den ged ligesom barberet. Idag har vi “købt hele verden”, vores arbejdsgivere har hentet alle stjernerne ned fra himlen til os, og vi skal selv gå i krig med at udforske mulighederne. Vi har frit valg på næsten alle hylder, og det må da være fedt, eller? Jeg oplever, at personalet er aller mest optaget af at forstå de tekniske detaljer, og spørgsmålene er mest af praktisk karakter. Ikke noget med “hvorfor” - mest “hvordan”. Den pædagogiske snak er der ikke tid til, for eleverne kommer i morgen. Tiden er i den grad knap, og de nye muligheder passer tidsmæssigt slet ikke til en skolehverdag, hvor undervisningstimetallet er højt både for elever og lærere, og hvor mange andre opgaver også er blevet noget, der skal løses i skolen.

Lidt kildekritik kunne vi nok også godt bruge. Der har altid været økonomi på spil, men man skal nok lige huske at overveje, hvem der har økonomiske interesser i, hvad vi vælger, og hvem ham der “Hr. Google” egentlig er.

Jeg kender til 3 kommuners forskellige brug af digitale systemer. Som forældre har vi lært at bruge intra, men det skal nu afløses af Aula. Mon ikke vi hitter ud af det, men hvor meget kommunikation går mon tabt mellem skole og hjem, inden Aula bliver den nye hverdag? Aula er ens for alle kommuner, men resten af den digitale verden er ikke bare lidt forskellig, men meget forskellig fra kommune til kommune. Det koster altid tid og kræfter at skifte skole eller job, men det digitale udstyr trækker også - måske unødige - tænder ud. Og hvem har lyst til at stå på sin nye arbejdsplads og ligne en, der ikke har styr på det? Hvem har i det hele taget lyst til at signalere frustration, rådvildhed og utilstrækkelighed? Næppe. Men den er der - det ved jeg nemlig som kredsformand, hvor vi har en fortrolighed med medlemmer, som gerne vil indrømme, at det her er svært, og det er i den egenskab, jeg skriver dette indlæg.

Kommentarer som “nu lærer vi det her, men hvor længe mon det holder?” “Kan det betale sig at sætte sig ind i det her?” “Jeg kan ikke nå at forberede min undervisning, for jeg bruger tid på at lære teknikken at kende” eller simpelthen: “Jeg kan ikke mere” - er desværre ikke ualmindeligt.

Så: er der en grænse for, hvad vores hoveder kan indeholde? Bør der være en “tilladt hastighed” for forandringer? Forleden sad jeg med en pige i undervisningen, som sagde: “må jeg ikke godt låne en blyant og et stykke papir?” Selvom hun sad med hele verden i sin hånd på sin helt nye Cromebook.

Tilbage til den 11-årige skoleelev, som jeg kender aller bedst. Som alle andre 11-årige er han vild med computere og hele den digitale verden. Og hans oplevelse af Clio online er helt sikkert uretfærdig. Men han har altså en fornemmelse af, at det er blevet “for meget”. Det skal give mening for eleverne, og vi skal som voksne huske, at vi lærer gennem alle vores sanser. I virkeligheden er en glad og kompetent voksen, følelsen af mening og den gode relation det vigtigste for om eleverne lærer noget. Og det kan opnås på helt utroligt mange måder. F.eks. digitalt eller med sin krop, i naturen eller blot med en blyant.

Jeg ville blive så glad, hvis vi fik tid og rum tilbage til at tænke os om, mærke efter i os selv og tage beslutninger på demokratisk vis.

Venlig hilsen Lise Vadsager

Formand for Ringsted - Sorø Lærerforening

Nørregade 45 A

4100 Ringsted


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ

It-netværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for it i folkeskolen. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
11.545 andre er allerede tilmeldt