Jeg har nu været i gang i to måneder i mit job som lærer. Og ja, det er hårdt, meget hårdt. Men det er altid hårdt at starte på et nyt arbejde. Der er mange nye dimensioner at forholde sig til. Derudover skal man holde sine idealer op mod virkeligheden. På seminariet arbejdede man oftest ud fra en teori, som man holdt op mod tænkt praksis. Nu forholder det sig omvendt, bortset fra at praksis ikke er tænkt, men oplevet.

Hvad der har slået mig mest, er den nye børne- og ungdomskarakter. Jeg er klasselærer for en 8. klasse og underviser også i 10. klasse. Og det er foruroligende at opleve deres indstilling til det at gå i skole. De synes, at det er kedeligt. De vil hellere have frikvarter, drikke sodavand og have fem minutter før fri, så de kan nå ned og bestille en pizza til det store frikvarter. Tit handler det for dem om at blive underholdt. Men skolens opgave er ikke at underholde, men at undervise og danne. Jeg bruger en stor del af min undervisningstid på at få arbejdsro. Og jeg afprøver alle mulige strategier dertil. Den største udfordring ved at være lærer er for mig det socialpædagogiske aspekt. Hvordan får jeg klassen til at fungere socialt, hvordan skal jeg i løbet af nul komma fem forholde mig til den og den konflikt, og hvorfor kan eleverne ikke finde ud af at fordybe sig i et stof for at erhverve sig indsigt i det.

Jeg har netop læst bogen 'Dannelsens elementer' fra 1999, godt nok udgivet af Gymnasieskolen, men det gør den ikke mindre vedkommende for folkeskolelærere, eftersom vi skal leve op til folkeskolelovens formålsparagraf om at 'medvirke til den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling'. Og spørgsmålet er, om ikke udvikling også er dannelsens element? Og hvad er så dannelse? Den moderne dannelsesproblematik er ifølge Lars-Henrik Schmidt, direktør for Danmarks Pædagogiske Universitet, 'en individualitets-forsikrende individualitetsoverskridelse'. Med andre ord evnen til at overkomme mig selv og arbejde for et fællesskab, der er større end mig selv - uden at jeg mister mig selv. Og det stiller jo fordringer til læreren i vedkommendes valg af undervisningsmetode og valg af undervisningens indhold. For det står ikke skrevet nogle steder, hvilke tekster man skal vælge. Det er op til den enkelte lærer at vælge mellem skidt og kanel. Vi har jo lært, at ikke alt er lige godt.

Det giver værdifrustrationer. Så nu er værdier på dagsorden i folkeskolen.

Min pointe er, at der er meget at forholde sig til som nyuddannet lærer. Og spændvidden er bred. Måske er lærergerningens allerstørste udfordring evnen til at overkomme mig selv og arbejde for et fællesskab, der er større end mig selv - uden at jeg mister mig selv. Men hvordan er det lige, man gør det?

Gitte Præstegaard

Århus