'Uddannelseskvalitet er reduceret til nøgleindikatorer for adfærd, og samarbejde mellem forskellige grupper er blevet et spørgsmål om rapportering. Engagement og samarbejde er blevet reduceret til, hvordan man kan styre sit personale med økonomiske virkemidler'.

Citatet kunne være fra en analyse af Finansministeriets politik på uddannelsesområdet - eller fra en analyse af Kommunernes Landsforenings 'nye veje' mod den totale atomisering af folkeskolen. Men ordene gælder New Zealands skoleudvikling, og de kommer fra Jorunn Møller, som forsker i international skoleudvikling og skoleledelse. 'The self-managing school' er blevet et vigtigt begreb i de internationale strømninger. Det fælles indhold prioriteres ned, lærernes lønninger differentieres, og skolerne får færre ressourcer.

Decentralisering hedder det, og resultatet er - som rektoren for Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars-Henrik Schmidt, siger det i Politiken lørdag - 'et utal af forskellige skoler rundt omkring i landet, men ingen folkeskole, som kan skabe sammenhæng og identitet på tværs af kommunegrænser'.

Lars-Henrik Schmidt anklager venstrefløjen for at svigte sine idealer og se bort fra den ulighed, der er decentraliseringens bagside. Jorunn Møllers analyser viser, at tendensen er international, og hun opfordrer til, at nordiske skoler går sammen om en alternativ dagsorden, som i langt højere grad er forankret i mål for dannelse og sociale og demokratiske idealer.

Anklage og opfordring er værd at tage stilling til - både centralt og decentralt.

-th

Læs side 22 og side 31