Rigtige 7.-venner

Hou Skole ved Odder letter skolestarten for de mindste ved at give dem en ven fra skolens 7. klasse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er den 16. juni og en trist dag for Christian Grum.

De fleste andre på Hou Skole er ellers i godt humør. 7.-klassen fejrer sidste skoledag. Klassen er klædt ud, spiller musik og karikerer lærerne. Der bliver holdt taler og taget foto, så rammerne er meget festlige.

Men for Christian Grum er det stadig en lidt trist dag. Det er dagen, hvor han skal sige farvel til sin 7.-ven, Daniel Flendt.

Daniel, den store dreng, som viste ham rundt på skolen, da han lige var startet i børnehaveklassen. Daniel, som holdt ham i hånden, da børnehaveklassen skulle med færgen til Tunø, Daniel, hans babysitter, og Daniel, som lærte ham reglerne i rundbold.

'Jeg kommer sikkert til at savne ham', siger Christian Grum.

Da Christian begyndte i børnehaveklassen sidste år, fik han Daniel som sin 7.-ven. Alle elever i Hou Skoles børnehaveklasse får en særlig ven fra skolens ældste klasse, 7. klasse. Én, de kan søge trøst hos, hvis de bliver kede af det, én, de kan spørge til råds, når det hele pludselig bliver for stort og faretruende, én, som holder øje med dem og hjælper dem til rette.

7.-vennerne skal gøre det mere trygt for de små at starte på Hou Skole. Og som 7.-venner forpligtes de ældste elever til at give et ekstra nøk over for 'vores skole', som de kalder den.

Traditionen med 7.-venner er ikke ny på Hou Skole. I de sidste 15-20 år er eleverne i skolens ældste klasse blevet knyttet til en eller flere af de nye elever, og det er der ingen planer om at ændre. Det fungerer nemlig godt med 7.-vennerne. Forældrene er glade og taknemmelige for, at der er nogen, der føler sig ansvarlige for deres barn, når læreren ikke er der. Børnehaveklassebørnene er mere trygge, når de kender en af de store. Ofte ser de op til og forguder deres 7.-venner og springer dem om halsen, når de møder dem i byen.

Og 7.-vennerne selv? De er stolte over at spille en rolle. De er glade for at få et reelt og konkret ansvar.

Alle venter spændt

Hvert år inden sommerferien bliver skoleleder Hanne Gammelgaard Jensen mindet om 7.-vennernes betydning for det sociale liv på skolen. I tide og utide kommer eleverne fra 6. klasse rendende ind på kontoret. De er spændte og vil vide, hvem de skal være 7.-ven for efter sommerferien. Og de nye børnehaveklasseforældre ringer for at høre, hvem deres barn får som ven, fortæller Hanne Gammelgaard Jensen, der mener, ordningen skaber en vis form for helhed i skolen.

'7.-klassen hjælper børnehaveklasseeleverne til rette, når de starter. De fører dem ind i skolens verden. Men på sidste skoledag er rollerne vendt om. Når hele skolen er samlet i gymnastiksalen for at tage afsked med 7.-klassen, kommer børnehaveklassebørnene en for en op og siger farvel til deres 7.-ven. Ofte får 7.-vennen en gave - en tegning eller noget, som den lille har lavet. I år fik de alle sammen en rose. 7.-vennerne er, synes jeg, en meget smuk tradition, som binder skoleforløbet sammen'.

Hanne Gammelgaard Jensen mener ikke, at man fra skolens side lægger for stort ansvar på de ældre elevers skuldre.

'Slet ikke. Vi oplever faktisk, at eleverne i 7. klasse søger et ansvar. De vil gerne spille en rolle og have konkrete opgaver at løse', siger Hanne Gammelgaard Jensen, der dog samtidig understreger, at det er hendes og lærernes opgave at sikre, at de små ikke driver rovdrift på de store.

'De store skal naturligvis også have tid og fred til at stå og snakke med kæresten eller kammeraterne', siger hun.

En gang har skolen faktisk været nødt til at støtte en 7.-klasse-elev i at sætte grænser for en lille ven, der var meget krævende.

Men det er sjældent, at der opstår problemer i venskaberne, og problemerne opvejes under alle omstændigheder af de fordele, ordningen rummer. Både for de små, som er trygge, og for de store, som udvikler sig.

'De store har godt af, at vi flytter opmærksomheden væk fra den bums, der sidder på deres næsetip, og som optager dem så forfærdeligt meget. 7.-vennerne er på den måde en god udviklingsmæssig øvelse: Den lærer dem at være opmærksom på noget andet end netop dem selv, og det er sundt for dem. Og så er det jo herligt at se en stor elev med strithår komme med en lille purk i hver hånd, når vi er på tur med skolen. Og om aftenen, når vi sidder om bålet, og det bliver mørkt, er det hyggeligt at se, hvordan de samler sig om deres 7.-venner', siger Hanne Gammelgaard Jensen.

Helle håber på Sofie

Talerne og højtideligheden i gymnastiksalen er forbi, og med en hale af yngre og hujende elever efter sig søger 7.-klassen ud i skolegården, hvor den rundhåndet deler karameller ud og skyder med vandpistol efter karameljægere, der er for nærgående, og lærere, der kommer for tæt på.

Klokken nærmer sig ti, og om lidt vil eleverne drage gennem byen i samlet flok. I børnehaven, der ligger få gader fra skolen, holder børnene sig tæt ved hegnet og indgangen. De ved godt, at der vanker karameller, når 7.-klassen går forbi.

Helle Vigen er parat til at gribe. Hun har også prøvet det før. Hun er en af de ældste i børnehaven. Næste år skal hun i børnehaveklassen. Hun håber, at hun får det godt på skolen, men er lidt nervøs.

Men allermest håber hun, at hun får Sofie som 7.-ven.

'Sofie, hun er nemlig så sød', siger Helle Vigen.-Mikkel Hvid er freelancejournalist