De første skoler evalueres

Evaluering af skoler i Hirtshals og Middelfart skal danne model for resten af landet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er eksempler nok på, hvad evaluering ikke skal være. Ikke noget med kontrol og konkurrence, ikke undervisning, der mest koncentrerer sig om, at eleverne klarer sig godt til prøverne - men derudover ikke kan anvende den erhvervede viden til noget.

Evaluering skal være noget helt andet.

Præcis hvad er Evalueringsinstituttet ved at indkredse - i samarbejde med Middelfart og Hirtshals Kommuner.

'Både nationalt og internationalt er der en stigende forståelse af, at en blind sammenligning af elevernes præstationer i de enkelte fag ikke er velegnet. Der efterspørges også kreativitet og samarbejdsevner, men de er sværere at måle', siger børne- og kulturchef Jørn Rasmussen, Hirtshals Kommune.

Evalueringsinstituttet har udviklet evalueringsprojektet, og dets medarbejdere tilbragte derefter en uge i hver af de to kommuner for at foretage forundersøgelser og vurdere, hvilke problemstillinger det var relevant at tage fat på hvert sted.

De to kommuner, der begge medvirker frivilligt, har hver seks folkeskoler, der alle inddrages i processen. Begge steder bliver der nedsat selvevalueringsgrupper på hver skole, men sammensætningen er forskellig. I Hirtshals består den af blandede faggrupper, i Middelfart danner ledelsen, lærerne, skolefritidsordningen og eleverne hver sine grupper. Begge steder dannes der desuden 'sparringsgrupper' bestående af medarbejdere, forældre og elever, der skal fungere som 'kritiske venner'.

Efterfølgende skal en ekstern gruppe indgå i evalueringen.

Jørn Rasmussen har store forventninger til selvevalueringen, og han mener, at begejstringen er ved at smitte af på kommunens lærere.

'Men der har selvfølgelig også været bekymring og usikkerhed over, hvad der kommer ud af det. Det er derfor, det er et pilotprojekt. Hvis vi kendte resultatet i forvejen, behøvede vi jo ikke at lave det', siger han.

'Men meningen er, at vi alle får større bevidsthed om effekten af det, vi laver'.

Han understreger, at man lærer af både de gode og dårlige eksempler, og at evalueringen skal legalisere, at man også trækker det dårlige eksempel frem.

Kommunens pædagogiske konsulent, Pernille Hovaldt, siger, at for lærerne er det positivt, at det nu bliver muligt at synliggøre det, de er gode til.

'Det er fint, hvis det her udvikler sig til en arbejdsmåde, lærerne også kan bruge i fremtiden', siger hun.

Næstformand i lærerkredsen, Solvej Larsen, finder evalueringen utroligt spændende. Hun forventer, at den vil være med til at hæve lærernes selvværdsfølelse, fordi den også vil se på de bløde værdier.

Først ballade

I Middelfart fik evalueringsplanerne en hård start hos lærerne. De var ikke blevet ordentlig informeret, men hørte nærmest om dem i pressen. Det gav ballade - og en masse diskussion på kredsgeneralforsamlingen. Men nu er stemningen positiv. Selvevalueringsgrupperne er dannet, men endnu ikke gået i gang med arbejdet.

På hver skole er der dannet to grupper bestående at lærere. På Hyllehøjskolen er Kirsten Jensen leder af den ene og Claus Madsen af den anden.

I Middelfart har man bevidst valgt at oprette rene faggrupper.

'Ellers risikerer vi, at det hele bliver én stor gang konsensus', siger kredsformand Heine Kristensen.

'Grupperne skal være med til at trække konfliktfladerne frem', tilføjer han.

Både Claus Madsen og Kirsten Jensen ser frem til at være med til at udvikle metoder, der kommer hele folkeskolen til gode.

'Det er sundt at få tingene vendt på hovedet og få dem snakket igennem', siger Kirsten Jensen.

'Vi har arbejdet meget med de overordnede fokuspunkter i F2000. Men nu synes jeg, vi nærmer os virkeligheden og lærernes dagligdag', siger Claus Madsen.

Kirsten Jensen sammenligner den analyse af folkeskolen, som er i gang, med at lægge et puslespil.

'Man starter med rammen. Nu er vi i gang med at fylde billedet ud', siger hun.

Netop fordi Middelfart har et meget decentralt skolevæsen, er det oplagt, at det overordnede tema er samarbejde. Spørgsmålet er, hvordan de mål og meldinger, der kommer fra kommunalbestyrelsen, når frem til den enkelte lærer og elev.

'Skolevæsenet består af mange lag, der ikke kommer i kontakt med hinanden. Hvordan sikrer man, at de overordnede principper siver ned igennem systemet. Det skal evalueringen gerne vise', siger Heine Kristensen.

Han er ikke blind for, at også evalueringen kan blive misbrugt i fremtiden.

'Man risikerer jo, at når vi nærmer os målstregen, sidder der en stor, stærk Venstremand som minister. Han vil måske bruge evalueringen til at sætte karakter på den enkelte skole. Det er ikke sikkert, at han har sans for, at det er andet end stavning og regning, der skaber en god skole', siger han.

'Det her drejer sig om evaluering nedefra. Forhåbentlig kan det danne en modvægt til de systemer, der bruges i USA og England. Derfor synes jeg, det er spændende og værdifuldt for hele skolevæsenet', tilføjer tillidsrepræsentant John Kjølhede.

Hirtshals

Det overordnede tema for evalueringen i Hirtshals er 'Mellem forvaltning og elev - sammenhænge og samspil'. Selvevalueringsgrupperne skal beskæftige sig med emner som: arbejdet i klassen, teamarbejde, kommunikation, medarbejderudvikling, ledelse og udvikling, forankring og spredning.

Middelfart

Temaet i Middelfart er 'Samarbejde og Sammenhænge'. Grupperne skal beskæftige sig med emner som: udvikling i en decentral struktur, skoleledelse, skolens udviklingskultur, teamdannelse, skolefritidsordning, skole-hjem-samarbejde.

Middelfart har en meget decentral skolestruktur, og betydningen af det indgår i evalueringen.

Eva

Evalueringsinstituttet (Eva) er en selvstændig institution under Undervisningsministeriet. Det blev dannet i 1999 som afløser for Evalueringscentret. Instituttet kan foretage evalueringer i hele undervisningssektoren, og Middelfart/Hirtshals er den første evaluering af den art, der foretages i folkeskolen. Formålet er først og fremmest at udvikle metoder til senere evalueringer i folkeskolen.

Per Møller Janniche fra Eva understreger, at det ikke handler om at udvikle en fejlfindingskultur, men om at kigge på egen praksis og finde ud af, hvordan man fastholder det gode.

Rapporterne om de to byers skolevæsener foreligger ikke før næste forår.

På alle skolerne er der afsat ekstra ressourcer til arbejdet.