Alle modeller i brug

Nogle seminarier er kommet meget langt med CVU-planer. Andre venter og ser tiden an

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alle CVU-lovens (Centre for Videregående Uddannelser) fire muligheder for samarbejde mellem de videregående uddannelser kommer tilsyneladende i brug, når uddannelsesinstitutionerne i den kommende tid skal finde samarbejdspartnere.

En rundringning til de 18 lærerseminarier viser, at nogle af dem er besluttet på straks at indgå i fusioner, andre foretrækker at danne løsere netværk, og nogle vil vente og se tiden an.

Allerede 1. juli i år dannes det første CVU. Det er CVU-Vest, der kommer til at bestå af lærerseminariet i Ribe og pædagogseminariet i Esbjerg. Desuden tilknyttes Danmarks Lærerhøjskoles og Danmarks Pædagoghøjskoles afdelinger samt Sløjdhøjskolen i Esbjerg til stedet. Alle efter- og videreuddannelsesaktiviteterne samles i Esbjerg.

Rektor Tyge Skovgaard Christensen, Ribe Statsseminarium, er begejstret for CVU-loven.

'Der er gode perspektiver i den lov, for den sikrer de små uddannelsessteder', siger han.

Vordingborg Statsseminarium er også med i et samarbejde, hvor hovedparten af uddannelsestederne er indstillet på en fusion straks under navnet CVU-Syd. Heri indgår også Sygeplejeskolen, Ergo- og Fysioterapeutskolen og Datamatiker- og Medieskolen i Nakskov.

'Det er ikke alle, der er indstillet på en fusion straks', siger rektor Gert Fosgerau.

Men parterne er i gang med at etablere et projektsekretariat, der skal tage sig af de praktiske forhold omkring dannelsen af et CVU.

Holbæk Seminarium vil danne CVU sammen med pædagogseminariet i Slagelse, Hindholm Socialpædagogiske Seminarium og husholdningsseminariet Ankerhus.

'Vi har endnu ikke taget endelig stilling, men jeg tror, der bliver tale om et betinget CVU', siger rektor Knud Munksgaard. Han forventer, at Danmarks Lærerhøjskoles afdeling i Vordingborg bliver delt mellem Holbæk og Vordingborg.

'Ellers må vi jo lave vores egen efteruddannelse', siger han.

Lurepasseri

I Nordjylland har uddannelsesinstitutionerne, med rektor for Aalborg Seminarium Peter Norrilds ord, brugt meget tid på tillidsskabende samtaler mellem Aalborg og Hjørring Seminarier, landsdelens fire pædagogseminarier og Seminariet for Håndværk og Design.

'Jeg tror mest, det peger i retning af et CVU på betinget grundlag', siger Peter Norrild, men tilføjer, at andre måske er mere interesseret i et netværkssamarbejde.

De nordjyske institutioner vil købe konsulentbistand, der kan komme med et udspil til rektorerne.

'Men det bliver ikke nogen nem øvelse, og jeg tror ikke, der kommer til at ske noget det første halve år', siger Peter Norrild, der også er bekymret for, om nogle uddannelsesinstitutioner bare vil sætte sig i venteposition, fordi de regner med, at der kommer et borgerligt flertal, som vil ændre på loven.

Han understreger, at han er glad for, at loven er blevet vedtaget, men han synes, det er ærgerligt, at det er sket med så spinkelt et flertal - og det er ærgerligt, hvis der bliver for meget lurepasseri.

Også rektor Nils-Georg Lundberg, Hjørring, tror på en samlet nordjysk løsning.

'Men jeg vil ikke på nuværende tidspunkt siger ja eller nej til en fusion', understreger han.

Skive Seminariums rektor, Dorthe E. Holck, siger, at Skive Seminarium ikke vil stå uden for et CVU, så seminariet er med i to 'samtalegrupper'.

'Jeg er personligt mest tilhænger af den mest slagkraftige løsning, så jeg ser gerne en omgående fusion', siger hun. Dorthe E. Holch tilføjer, at Skive jo er placeret, så de kan gå med både i Århus Amt og i Ringkøbing Amt.

Også Silkeborg Seminarium er med i flere samtalekredse.

'Men fusion er ikke det, vi ønsker', siger Silkeborg Seminariums rektor, Knud Erik Bang.

'Vi venter og ser, om der kommer nogle helt andre muligheder', siger han.

Nørre Nissum Seminarium er i gang med at etablere et samarbejde med pædagogseminariet og sundhedsuddannelserne i Holstebro og Lærerhøjskolens afdelinger i både Skive og Esbjerg. Desuden er der ansat en CVU-koordinator på fuld tid.

'Vi arbejder mod en fusion til juli år 2001', siger rektor på Nørre Nissum Seminarium, Børge Mikkelsen.

Jelling Statsseminarium er ved at etablere sig som 'kerne-CVU' og har aftaler med pædagogseminarierne i Kolding og Gedved om, at de skal tilknyttes.

'Desuden er Lærerhøjskolen underrettet om vore planer, så den kan blive inkorporeret', siger rektor Ole Breinholdt.

Kvalitetsløft

'Vi griber muligheden for at komme med i et CVU fuldt og helt og betragter det som et kvalitetsløft for uddannelserne', siger Per Frimer-Larsen, Århus Dag- og Aftenseminarium. Han tilføjer, at der er sonderende samtaler med Århus' tre pædagogseminarier.

'Men det er ikke alle, der er interesseret i at indgå i en fusion, så vi ved ikke, hvor hurtig beslutningsprocessen bliver', siger han.

Rektor for Haderslev Statsseminarium, der både er lærer- og pædagogseminarium, Søren Vang Rasmussen, siger, at det er for tidligt at sige noget om, hvilken løsning der vælges.

Seminariet er med i en samtalekreds sammen med Design Seminariet i Højer og Sygeplejeskolen i Sønderborg.

På Fyn vil Torsten Enemærke fra Odense Seminarium gerne lave en fusion straks. Han ser mange fordele og muligheder i loven. Bjarne Møller Jørgensen fra Skårup erkender, at CVU-dannelse kan blive en gevinst for nogle seminarier.

'Men jeg ved ikke, om det er med stor glæde, vi går ind i samarbejdet. Mit skrækscenarie er, at vi risikerer at blive lukket, selv om vi sidste år fik det største antal nye studerende nogen sinde.

Personligt ville jeg gerne være med til en fusion, hvis man kunne sikre seminariets fremtid', siger han.

København

De fire københavnske seminarier har endnu ikke besluttet, hvordan de vil samarbejde om CVU-dannelser.

Der har tidligere været planer om forskellige samarbejdsmodeller - både et CVU-Storkøbenhavn og en opdeling i to mindre enheder.

'KDAS lægger meget vægt på at være sammen med et andet lærerseminarium', siger rektor Poul Heide fra Københavns Dag- og Aftenseminarium.

Han er fortaler for at indgå i et betinget CVU, men han regner ikke med, at der sker noget i København før efter sommerferien.

Omvendt er rektor Laust Joen Jakobsen fra Blaagaard Statsseminarium betænkelig ved muligheden for at danne et betinget CVU.

'Den omtalte 'kattelem', der gør det muligt at udtræde af et CVU i op til ti år, er nærmest blevet til en ladeport. Den konstruktion gør mulighederne og potentialet impotent. Hvilken beslutningskraft er der, når deltagerne hele tiden kan nedlægge veto', spørger han.

'Vi vil gerne indgå i et CVU, men på nuværende tidspunkt er ballet helt åbent, så vi ved ikke, med hvem det bliver', siger han.

Rektor Chresten Kruchow, Zahles Seminarium, siger, at der skal laves en løsning for hele Københavnsområdet.

'Vi er i en gruppe med Frederiksberg og syv pædagogseminarier, og vi taler stadig meget sammen. Men der er mange modeller i spil, og under alle omstændigheder skal vi arbejde tæt sammen med alle om at finde en løsning for efter- og videreuddannelserne', siger han.

Han understreger, at Zahles bestyrelse ikke er tilhænger af en fusion, men gerne ser et forpligtende samarbejde mellem selvstændige institutioner.

Alene

Nogle seminarier vælger indtil videre at stå alene - eller at se tiden an

Det gælder Haslev Seminarium, der indtil slutningen af april ville indgå i et CVU med Holbæk.

'Vi kunne ikke se de faglige og pædagogiske fordele ved en fusion. Vi synes nærmest, der er tale om en model til økonomisk styring', siger souschef Henning Nørhøj, Haslev.

Seminariet arbejder nu på et samarbejde med Roskilde Universitetscenter, der har pædagogisk forskning, og hvor en del af Haslevs lærere er uddannet.

'Vi nøler lidt', siger rektor for Frederiksberg Seminarium, Thøger Johnsen.

'Venstre og De Konservative vil jo lave loven om, så vi vil ikke forhaste os. Men alle fire lærerseminarier er jo nødt til at samarbejde, og det vil under alle omstændigheder være sindssygt at opdele efteruddannelsen', siger han.

Den frie lærerskole i Ollerup, der uddanner lærere til friskolerne, har ikke planer om at indgå i samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner. Skolen har sin egen efteruddannelsesafdeling og danner sit eget CVU.