Debat

Topstyret udviklingsprojekt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så har Niels Christian Sauer gjort det igen. Udtrykt det, mange menige lærere går rundt og tænker. Jeg tænker blandt andet på Sauers forslag i hovedstyrelsen om, at det igangsatte udviklingsprojekts følgegruppe ud over kredsformænd og hovedstyrelsesmedlemmer skulle have almindelige lærere som medlemmer. 'Af den slags, som aldrig bliver hørt, men som gang på gang stemmer foreningen ned'. Udviklingsprojektet har blandt andet til formål 'at analysere og afdække svagheder og styrker i den interne kommunikation mellem alle led i foreningen'. Formanden for følgegruppen Astrid Schjødt Pedersen argumenterede imod Sauers forslag, idet hun mente, at sådanne lærere ville blive 'gidsler' i følgegruppen! Jamen, er det ikke mageløst! Kære Astrid Schjødt Pedersen, kan du ikke her i Folkeskolen forklare den måbende medlemsskare, hvordan den stribe kreds- og amtsformænd samt hovedstyrelsesmedlemmer, der er udpeget til din følgegruppe, ikke bliver gidsler? Men det skyldes vel, at alle disse brave folk fra de højere luftlag i DLF har udsyn og overblik og selvfølgelig er højt hævet over enhver form for gidseltagning! Argumentet fik mig til at tænke på en samtale, jeg engang havde med en kollega om den lokale, mangeårige kredsformand. Vi var, uden malice, enige om, at hvis vedkommende skulle tilbage til et almindeligt skema i folkeskolen, så ville vedkommende være brudt sammen i løbet af 14 dage. Og det var endda inden den sidste folkeskolereform.

DLF er til for medlemmerne, der den ene gang efter den anden stemmer ledelsen ned. DLF er kløvet på midten. Formanden var nær blevet væltet på kongressen og ville i dag stå ved en sløjdbænk, hvis der var direkte valg til formandsposten. Stemmerne til hovedstyrelsesvalgene bliver færre og færre, men Astrid Schjødt Pedersen mener ikke, at der skal være almindelige lærere repræsenteret i følgegruppen. De almindelige lærere må nøjes med at være interviewofre. Offerrollen er vi jo også indlevet i. Astrid Schjødt Pedersens udtalelse er simpelthen symptomatisk for den holdning, der alt for tit gennemsyrer DLF's ledelse. Men formand Anni Herfort er allerede træt af 'Sauers endeløse besværgelser om kløften mellem ledelsen og medlemmerne. De er med til at skabe foreningslede hos medlemmerne'. Forkert analyse. Men vi er ganske mange, der føler lede ved flertallet i DLF's hovedstyrelse!

Men det var da godt, at vittighedsforslaget om at bevilge 80.000 kroner af medlemmernes penge til indkøb af T-shirts til løb over Øresundsbroen blev vedtaget. Jeg forstår, at de vil få påtrykt teksten 'Lærerne løber for livet'. Bare I ikke løber fra medlemmerne. Men I vil gerne finde en sponsor, så medlemmerne slipper for at betale. Hvem har I i tankerne? Kommunernes Landsforening?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Og til Niels Christian Sauer. Fortsæt det gode arbejde. Du er oppe imod svære odds, men jeg er i hvert fald glad for, at nogle af mine stemmer gik til dig ved hovedstyrelsesvalget.

Jørgen Alfastsen

Ballerup