Fredag formiddag kunne Dorte Lange glæde sig over en ny regering, som også vil et partnerskab om skolen

Kongressen klar til partnerskab om skolen

Med en resolution kridter Danmarks Lærerforening i dag banen op for et samarbejde med den kommende regering og markerer nogle af de politik-områder, lærerne vil tage med til partnerskabsforhandlingerne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF og den kommende regering er enige om at lave et partnerskab om skolen. Partnerskabet indgår i en resolution, som hovedstyrelsen foreslog kongressen, "Folkeskolen skal udvikle faglighed og innovation og være fælleskabets skole".

Drop frikommune-forsøgene

Formand for skolepolitisk udvalg Dorte Lange understregede fem hovedpointer:

- Samarbejde

"Det er vigtigt, at udviklingen sker i et samarbejde mellem de professionelle og de ansvarlige i kommuner og regering".

- Enhedsskolen.

"Samlet set er det sådan, at alle børn lærer mere, hvis de går i en skole, der er sammensat af elever med forskellig baggrund".

- Kreativitet og innovation er ikke et særskilt fag.

"Det skal være en rød tråd i undervisningen i alle fag - ligesom elevernes alsidige udvikling er det."

- Godt resursegrundlag for fællesskabets skole.

"Undervisningsministeriets seneste undersøgelse viser, at der er barberet 46 timer af elevernes undervisning set over hele skoleforløbet".

- Drop frikommuneforsøgene

"I virkeligheden indeholder lovgivningen om den danske folkeskole næsten ingen begrænsninger, og de få regler, der er , er til for at sikre elevernes ret til et loft over klassestørrelserne, et minimum af undervisningstimer, at det er kvalificerede lærere, der underviser, og retten til specialpædagogik"

Offensivt udspil

Forslaget blev stillet torsdag og var til afstemning fredag. Før afstemningen glædede Dorte Lange sig over den nye regerings ønske om et partnerskab med Danmarks Lærerforening. Hun ser forslaget som et offensivt udspil.

"For en gang skyld har vi en resolution, hvor vi ikke siger 'forsvar og bevar og hold fast'. Det er et forslag, hvor vi siger, at vi vil udvikle", sagde Dorte Lange.

Forslaget blev vedtaget af knap 99 procent af de delegerede på kongressen.