Anmeldelse

13 betyder uheld

13 betyder uheld

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forrygende fortælling om Harald, der bor på 13. sal med sin viceværtsfar. "13 er et uheldigt tal. Og uheld er der masser af".

Fakta:

Titel: 13 betyder uheld

Forfatter: Morten Dürr

ISBN: 9788723039224

Pris: 103,75 kroner

Sider: 24 sider

Serie: Let PS gys

Type: Bog

Forlag: Alinea

Mor er flyttet, far får stress, og Harald må overtage fars job. Det ender med en kamp mod monstret i kælderen. Udfaldet af dén kamp får vi først i næste bog i serien.

Bogen bliver et hit hos dem, der lige har lært at læse, eller som bakser med at gøre det. Og hos deres forældre, der vil plage dem om at låne flere Harald-bøger med hjem.

For bogen er skrevet og illustreret, så den byder på en god læseoplevelse for både barnet og den voksne medlæser. Teksten konstaterer tørt alle Haralds umulige vilkår, mens Otto Dickmeiss' illustrationer kommenterer teksten med stor humor. Det fungerer rigtig godt.

Sproget byder på lækkerier. Her er faste vendinger, varieret syntaks, skægge sammenstillinger, skøn rytme og masser af bogstavrim og bundtroværdige replikskifter.

Som altid beskriver Morten Dürr børns verdener på måder, så det af og til næsten ikke er til at bære. Fordi børnene er så gennemærlige og har så skarpt et blik på verden, som de voksne af forskellige grunde ikke (længere) magter. Illustrationerne tilfører den humor, der gør, at vi i højt humør bladrer videre.

Hør her: "Harald har boet i huset i et halvt år. Da hans mor fandt en ny mand, kørte hun væk. Alt er gået i fisk lige siden. 'Din mor kommer igen', siger hans far. Det tror Harald nu ikke. Hun så alt for glad ud, da hun kørte væk".