Når man læser udtalelserne fra Alex Ahrendtsen om, at han ikke vil give noget frihed til folkeskolen, og at han ikke har tillid til folkeskolelærere, fordi der, ifølge ham, tidligere har fundet indoktrinering sted, så undres jeg.

Jeg undres over, hvorfor jeg skal stå til regnskab, for noget som han mener er sket tilbage i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne.

I 1970’erne var jeg ikke engang født. I 1986 blev jeg født, altså i midten af 1980’erne. I 1990’erne løb jeg rundt og spillede fodbold i skolegården, og tænkte på ingen måde over, hvad jeg skulle lave i mit voksne liv, og endnu mindre hvilket politiske ståsted jeg havde. Først i sommeren 2013 blev jeg færdig med læreruddannelsen, og herefter kom ud som lærer i folkeskolen, altså længe efter den indoktrinering, som DF mener har fundet sted.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der er sket i folkeskolen længe før, jeg selv satte mine ben der. Men det undrer mig, at jeg, som lærer i dag, skal mistænkeliggøres for noget, som man mener, at tidligere generationer af lærere har gjort.

Derfor syntes jeg, det er lidt mærkeligt, at man vil lade sin uddannelsespolitik styre af noget, som man tror er sket for 40 år siden. I stedet burde man nok se fremad, og se på hvordan skolen ser ud i dag.

Det er nok de færreste borgere, som tænker, at de ikke har tillid til Venstre pga. Anders Foghs kreative bogføring i 1980’erne eller ikke har tillid til Socialdemokratiet, fordi Ritt Bjerrgaard brugte skatteborgernes penge på Hotel Ritz i 1978.

Men hvis man følger Alex Ahrendtsens logik, så skal man ikke have tillid til nutidens politikkere pga. disse sager, eller alle de andre møgsager politikkere har været involveret i gennem de sidste 40-50 år.

Alex Ahrendtsen må meget gerne komme og se min undervisningen, hvis det kan fjerne hans mistanke fra mig, og jeg derved kan blive ”frikendt” for de fejl, der måtte være sket i folkeskolen for 40 år siden.