Arbejdstid
1   25

Ønsker fra lærerne

Folkeskolen har talt med fem tillidsrepræsentanter om, hvad de håber kommer ud af arbejdstidskommissionens arbejde.

Peter Aaen, Hjerting Skole Aura, Esbjerg Kommune

»Jeg ved, at der er mange ting, I kunne tage fat i. Men når jeg lytter til mig selv og mine kolleger, er det overskyggende, at vi ikke har nok forberedelsestid. I vores kommune bliver vi mere og mere pressede, fordi undervisningstiden bliver sat op år for år, uden at der samtidig bliver fjernet opgaver fra vores bord.

I er velkomne til at komme til Esbjerg. Vi har ikke nogen decideret lokal arbejdstidsaftale, men vi har fået mulighed for at lægge fem timers arbejde derhjemme. Det betyder utroligt meget, når man for eksempel har en hel roman, man skal læse til sin undervisning.

Artiklen fortsætter under banneret

Inklusionen er også en af de ting, der presser meget. Vi holder meget af grundtanken, men vi oplever, at der ikke er midler nok til at håndtere opgaven«.

Merete Eriksen, Tårs Skole, Hjørring

»Først og fremmest håber jeg, at der kommer et håndgribeligt resultat ud af jeres arbejde. Vi er mange, der kan huske hensigtserklæringerne fra overenskomsten i 2015. Det har vi ikke brug for. Vi har brug for, at KL og Danmarks Lærerforening kan enes igen. Derfor håber jeg, at de er helt enige om de medlemmer, der nu sidder i kommissionen.

Mit råd til jeres arbejde er at have øje for, at det er vidt forskelligt at arbejde i folkeskolen, alt efter hvor man er ansat i landet. Tag derfor ud og kig på yderpunkter. I skal til både Udkantsdanmark og København. Prøv at ramme en middelvej. Tal med lærere og se på, hvor sammenfaldet er. Og så håber jeg, at en central aftale stadig vil give mulighed for lokale aftaler, som passer til de lokale forhold«.

Jan Andersen, Rosengårdskolen, Odense Kommune

»Forberedelse, forberedelse, forberedelse. Det er helt nødvendigt for at kunne afvikle undervisning af høj kvalitet, og den forberedelse, vi så har, skal sikres bedre, så vi ikke ender med at lave alt muligt andet, der udhuler vores forberedelse.

Og så har vi brug for, at vi bliver givet den tillid, at vi kan disponere over vores tid. Det giver ikke mening, at vi er blevet givet en masse tid i september, når det eksempelvis er i maj, vi har brug for den.

Jeg er rigtig glad for ministerens kamp for afbureaukratisering, så vi ikke skal følge lige så mange mål. Det håber jeg fortsætter, så vi kan bruge vores tid på at udvikle undervisningsforløb, der giver mening i forhold til de elever, vi har. Vi vil ikke bare trykke noget ned eller føle os kastet i armene på eksempelvis gyldendal.dk. Vi skal simpelthen have ejerskab over vores undervisning, så vi er sat godt og grundigt ind i det, vi står og underviser i«.

Anne Pedersen, Augustenborg Skole, Sønderborg Kommune

»Vi har brug for ordentlige arbejdsforhold for at kunne udføre den bedst mulige undervisning, og derfor har vi brug for en arbejdstidsaftale. Vi har brug for balance mellem den tid, vi får, og de opgaver, der forventes af os. Og sørg nu for, at jeres anbefalinger bliver brugt frem mod forhandlingerne af en ny aftale. Alt andet vil være både tåbeligt og uanstændigt«.

Anja Kristensen, Brørupskolen, Vejen Kommune

»Jeg håber rigtig meget, at I vil kigge på mængden af unødvendige arbejdsopgaver, som tit kommer ovenfra - fra kommunen eller Folketinget. Vi lærere kan se, at det giver mere mening at gøre tingene på andre måder end dem, vi bliver pålagt. Det håber jeg, at I vil få øje på, og at I derfor vil anbefale, at der bliver givet mere frihed til lærerne, så vi kommer af med topstyringen.

Og husk at komme ud og snakke med de lærere, som underviser i helt op til 28 timer. Det er dem, der ved, hvor skoen trykker«.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ