Tjek skolens glemmekasse - brugte skoletasker kan hjælpe udsatte børn

For økonomisk trængte børnefamilier kan det være svært at finde penge til at købe ny skoletaske, penalhus og andet skolestartsgear. Red Barnet indsamler brugte skoletasker til glæde for udsatte børn.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Selvom vi bor i Danmark, er der familier der hverken økonomisk eller mentalt har overskud til at blive klar til første skoledag. Det går ud over de børn, der står i skolegården uden skoletaske eller penalhus, og de risikerer at føle sig uden for fællesskabet allerede fra første skoledag. Sådan skal det ikke være. Alle børn fortjener at komme godt i gang med skoleåret sammen med deres venner, og det er vi meget glade for at kunne bidrage bare lidt til gennem dette samarbejde", siger Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær i Red Barnet.

Sidste år indledte Red Barnet et samarbejde med boghandlerkæden Arnold Busck, som gjorde det muligt at indlevere brugte skoletasker til glæde for udsatte børn. Fra i dag kan man igen aflevere sin brugte skoletaske i de 31 Arnold Busck-butikker landet over, der så donerer de indsamlede tasker til Red Barnets børnegenbrugsbutikker, som sælger taskerne billigt. Pengene går til Red Barnets arbejde

Læg en tegning i tasken Initiativet startede sidste år, hvor flere børn lagde en hilsen i den skoletaske, de donerede, til det barn, som skulle overtage den. I år får alle børn, der donerer skoletasker, mulighed for at tegne eller skrive i et særligt indrettet hjørne i Arnold Busck-butikkerne.

"Sidste år var vi overvældede over, i hvor høj grad vores kunder bakkede op omkring indsamlingen. Både store og små var meget begejstrede for at støtte op omkring Red Barnets arbejde for udsatte børn, så vi håber på og glæder os til at gentage succesen i år", udtaler administrerende direktør hos Arnold Busck, Helle Busck Fensvig.

Skoletasker kan afleveres indtil den 10. september 2018 i alle Arnold Buscks butikker. Sidste år samlede Red Barnet 1.159 skoletasker ind over hele landet.