Og byerne på Mors hedder …

Håndboldspillerne fra Horne KFUM har igen, igen været til påskens håndboldcup på Mors.

Og trænere og spillere ved nu, at Vilsundbroen er 380 meter lang, at der bor henved 21000 morsingboere på øen, og at der på Mors er mange byer, der begynder med bogstavet S: Solbjerg, Sillerslev, Sønder Dråby og Sundby.

Den slags kan man lære gennem en klassisk quiz, men man lærer en hel del mere af at deltage i et håndboldstævne, hvor der er mange kampe, overnatning i klasselokaler, buskørsel og madpakkesmøring og fælles middagsmad.

Spillerne lærer noget om

1. Alle har en plads, der bliver tildelt. Ikke altid spiller man på sin yndlingsplads, man kan blive nødt til at tage pladsen i målet, man kan få en fløj selv om man er ”en typisk stregspiller”, måske sidder man på bænken.Som i livet må man få det bedste ud af de vilkår, der bliver givet.
2. Det hedder ”we not me”, når det gælder holdspil. Alle regler skal gælde for (næsten) alle, man skal i bedste Immanuel-Kants-doktrin tænke, at de regler jeg selv følger skal kunne ophøjes til almen lov for alle.
3. Hold humøret, og sørg for at være med til at skabe en god stemning. Hold kampgejsten, også når du går ind til den dagens sidste kamp. Man kan altid mere, end man selv tror. Og når først musikken lyder og rutinen slår til, så kan man altid tage en kamp mere. Det gælder bare om ikke at klynke.
4. For at præstere skal man spise sundt og sove rimeligt længe. Ingen kan byde ind med fire håndboldkampe, hvis man lever af pommes frites, slik og cola. Det nytter heller ikke noget at snakke natten lang, hvis man skal spille kamp i Glyngørehallen klokken 8.30.
5. Viljen til at ville vinder ofte over det åbenlyse talent. Det er de spillere, der kan bide tænderne sammen allerede ved tremeteren, der scorer målene, tackler i forsvaret og vinder kampe.
6. Man kan leve nogenlunde hyggeligt uden at have sin mobiltelefon ved sin side. Tre dages påskehåndbold uden telefon kan give tid til mere kortspil og mere snak. Det kræver bare en klar aftale.
7. Man må forvalte sit talent med omhu. Der er forskellige forventninger til spillerne alt efter hvilke evner, de har. Nogen skal have ros for ikke at lave fejl, andre skal sætte spillet op, få aftalerne på plads og styre forsvaret.
8. Til tider træffer andre (og især håndbolddommere) beslutninger, man ikke er enig i. Det er godt at lære, at man ikke skal gå ind i kampe, der er tabt på forhånd. Dommerne ændrer aldrig en kendelse.

Som træner og leder lærer man en hel del om:

1. Det er altid nemmere at være træner for et vinderhold end at udvikle et hold, der taber mange kampe. Taberholdene skal have langt mere opbakning og langt mere ros end vinderne. Det er kun ros, der flytter noget. (til gengæld er trænernes ofte nødt til at afreagere med helt håbløs kritik. Heldigvis er der ikke altid spillerne hører efter.) Helt som i resten af uddannelsessystemet.
2. Det er godt at være tunghør. Man behøver ikke høre alt ,der bliver sagt af unge mellem 13 og 15 år. Ikke alt er klogt, ikke alt er ment for voksnes ører, og ikke alt er særlig interessant. Til gengæld må man gerne høre, når der grines og snakkes og hygges.
3. Klare regler er gode. Sengetider, spisetider, mødetider skal meldes klart ud. Så er rammerne sat, og de behøver ikke diskuteres. Ikke alt behøver at skulle forklares. ”Fordi” er også et godt svar, når der konstant spørges: ”Hvorfor?”
4. Den gode sætninger: ”Jeg spurgte ikke, hvad I ville, jeg sagde, hvad I skulle gælder altid. Også her.

Og så kan man glæde sig over, at så mange piger og drenge kan være sammen uden nogen mobbes, holdes udenfor eller bliver kede af det. Unge kan være meget betænksomme over for hinanden. De kan have meget øje for, at der skal være plads til alle rundt om bordet, når der spilles kort. Måske har de ikke lært alt det, blot fordi de spiller håndbold, men det fremmer helt sikkert ”we- not me”- stemningen.

Og hvis nogen skulle spørge, hvad byerne på Mors hedder, så kan jeg nævne Elsø, Erslev, Ejerslev, Flade, Fredsø, Frøslev, Hvidbjerg, Karby, Lødderup, Rakkeby, Redsted, Sejerslev, Sillerslev,Solbjerg, Sundby, Thorup, Torp, Tæbring, Tødsø, Vejerslev, Vester Assels, Vester Jølby, Øster Assels og Øster Jølby. God viden, hvis man nu skulle være deltager i en klassisk ”MorsøQuiz”, hvor det som altid var ”pigerne mod drengene” i en quiz om viden. Den slags skal der også være tid til.

P.S: Man vænner sig aldrig til at sove på en madras i et klasselokale. Aldrig.

Bodil Christensen

Læreruddannelsen  Aalborg, UCN

boc@ucn.dk

www.bodilchristensen.dk