Stormøde: "Hvis vi er mange nok, kan de ikke gøre det igen"

Lærere fra hele landet strømmer denne morgen til Fredericia, hvor der er stormøde for alle tillidsrepræsentanter i den offentlige sektor.

Publiceret
80 lærere fra København er på vej til stormøde i Fredericia sammen med tillidsrepræsentanter fra hele den offentlige sektor.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Netop nu fylder busser fra hele landet de store motorveje ind mod Trekantsområdet. I Fredericia samles 10.000 tillidsrepræsentanter fra alle dele af den offentlige sektor i dag til stormøde.

De københavnske lærere forlod den snefyldte hovedstad lidt over syv i morges, hvor cirka 80 tillidsrepræsentanter fra de københavnske folkeskoler steg ombord i bussen.

"Det er en historisk dag. Jeg har været tillidsrepræsentant i mange år. Det er rigtig godt, at os der arbejder med det fagpolitiske, og er tæt på medlemmerne, mødes. Det er godt, at vi sammen kan markere, hvad der er på spil for de offentlige ansatte", siger Thomas Poulsen, der er tillidsrepræsentant på Grøndalsvængets Skole i Københavns Nordvestkvarter.

Under overskriften #enløsningforalle skal de resten af dagen mødes med sygeplejersker, politifolk, pædagoger, kontorassistenter, djøf'ere og alle de andre offentligt ansatte, der er omfattet af organisationernes strejkevarsler og det omfattende lockoutvarsel.

Sisse Pihl er tillidsrepræsentantssuppleant på Lundehusskolen i København og er også på vej til stormøde:

"Det har været demotiverende at stå over for en konflikt og en lockout igen. Vi har brug for at være sammen. Det giver mig en følelse af, at hvis vi er mange, så kan vi godt presse dem. Sådan havde jeg det ikke, da regeringsindgrebet kom. Der gik jeg med en følelse af professionsdepression i et halvt års tid. Jeg mistede alt for mit demokrati. For folketingspolitikerne. Jeg mistede troen", siger hun og fortsætter: "Men nu har jeg følelsen af, at hvis vi er mange nok, så kan de ikke gøre det igen".

I løbet af dagen skal arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedal fra Aalborg Universitet holde oplæg om den danske aftalemodel, der vil være paneldebat mellem formændene for forhandlingsdelegationerne, blandt andet DLF-formand Anders Bondo Christensen, og deltagerne skal arbejde sammen ved bordene, hvor de skal forberede lokale aktiviteter under en mulig konflikt. Det hele starter dog med et såkaldt humoristisk indslag, som du kan følge på Folkeskolens Facebook: 

 

 

Powered by Labrador CMS