Debat Kommentar
0   313

God orden som inklusionsfaktor

Kravet om individualisering vil umuliggøre lærerens arbejde med klassen som et læringsfællesskab.

Kampen mod de stigende udgifter til specialundervisning er efterhånden ved at få folkeskolen til at gå helt i sort. Der tænkes ikke længere klart, og i forvirringen har den fatale misforståelse bredt sig, at det øgede pres på folkeskolens specialundervisning skyldes et indsnævret normalitetsbegreb hos lærerstanden. Det forholder sig omvendt. Det er mange års systematisk nedtoning af normalitetsbegrebet, der fremkalder presset på specialundervisningen. Når alle elever skal betragtes som specielle, skal de naturligvis også alle sammen have specialundervisning.

Ethvert menneske kan påberåbe sig et særligt behov af en eller anden art, men skolen er nødt til at trække en bagatelgrænse, under hvilken eleverne må indrette sig på skolen, ikke omvendt. Ellers vil det frustrerende behov for specialundervisning føre til nedsmeltning af skolen. Kravet om individualisering vil umuliggøre lærerens arbejde med klassen som et læringsfællesskab. Så ryger referencerammen, normerne og de faste strukturer. Så kryber utrygheden ind, så spirer den sociale angst, mobningen stikker sit fæle fjæs frem, og uroen stiger. Og så eksploderer behovet for specialundervisning.

Artiklen fortsætter under banneret

At takle denne udfordring med krav til lærerne om yderligere individualisering svarer til at slukke et bål ved at hælde benzin på det. Samtidig er det klart, at den naturlige modstand hos elever, der ikke får deres vilje, ikke kan takles ved, at lærerne bare skruer bissen på. Om læreren så kunne skælde, skræmme og straffe uroproblemet væk, ville det i så fald ske på bekostning af de menneskelige relationer, som er en forudsætning for den form for læring, der i dag stilles krav om. Vi skal bruge et ægte, inkluderende læringsfællesskab.

Men intet inkluderende fællesskab kan være betingelsesløst. Det må nødvendigvis bygge på et værdi­grundlag og nogle dertil hørende konventioner, der som udgangspunkt respekteres af fællesskabets medlemmer. Brydes disse regler, må fællesskabet reagere, i yderste konsekvens med eksklusion - eller imødese sin opløsning. Derfor er den ikke-ekskluderende skole ikke blot en utopi, men en dystopi, et rædselsscenarie; et fangenskab snarere end et fællesskab med læreren i rollen som fængselsbetjent.

Det er i denne kontekst, bekendtgørelsen til fremme af god orden bør forstås. Formålet med at sanktionere er ikke at straffe, men at standse en elevs drift væk fra fællesskabet, inden eleven kommer derud, hvor eksklusion er eneste mulighed. Sanktionerne skal fungere som et sikkerhedsnet under fællesskabet. Måden, de iværksættes på, skal være præget af ro, venlighed og værdighed. Udskydes sanktioneringen til det punkt, hvor situationen er oppe i det røde felt, er det for sent. Så er relationen smadret og skaden sket.

Det centrale er, at de i øvrigt ganske få elever, vi her taler om, skal forstås som værende i krise. De har ikke brug for at blive råbt ad, blive smidt uden for døren eller ned på kontoret til skideballe hos skolelederen. De har brug for opmærksomhed, hjælp og omsorg. En rolig voksen, der har tid og overskud til at samle dem op og tage den dybe samtale, som er umulig i den opkogte klasse.

En del skoler har allerede i dag disse bemandede akutberedskaber: »Pusterummet«, »Oasen«, »Rastepladsen«, »Perronen« er navne på sådanne ordninger, der alle indikerer, at der er tale om en midlertidig timeout med det formål at kunne vende tilbage til klassens intakte fællesskab.

Akutberedskaber er ikke noget mirakelmiddel, men de kan effektivt hindre en presset situation i at udvikle sig katastrofalt og skabe det nye og anderledes afsæt, som eleven, klassen og læreren kan komme videre fra. Og så giver de for øvrigt som stor sidegevinst skolen mulighed for at tage ordentligt hånd om elever, der bare er forfærdeligt kede af det, er akut syge eller kommet til skade. De er i dag på de fleste skoler henvist til at sidde i klassen og stirre fortabt ned i bordet med hætten trukket ned over hovedet, mens de venter på at kunne komme hjem. Det er vel også en slags uorden?

»Ethvert menneske kan påberåbe sig et særligt behov af en eller anden art, men skolen er nødt til at trække en bagatelgrænse, under hvilken eleverne må indrette sig på skolen, ikke omvendt«.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.386 andre er allerede tilmeldt