Dansk børneteater i topklasse

Under festivalen for børne- og ungdoms­teater i Esbjerg blev det slået fast med syvtommersøm, at teaterudbuddet til danske børn og unge stadig holder et tårnhøjt niveau.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skulle der være nogle, som gik rundt og troede, at børneteater

er nuttet og ufarligt, tager man grueligt fejl. Tværtimod ligger der masser af spændende og debatskabende teater og venter på at blive set, og som egner sig perfekt til folkeskolerne i Danmark.

Teaterfestivalen for børn og unge er netop blevet afholdt for 40. gang. 108 børne- og ungdomsteatre præsenterede den kommende sæsons forestillinger i løbet af en weekend i Esbjerg. Festivalen er den perfekte lejlighed til at tage temperaturen på det børne- og ungdomsteater, der tilbydes de danske folkeskoler.

Baghjul til voksenteateret

Er det urimeligt at sammenligne børne- og ungdomsscenen med det, der foregår på den voksne scene? Teateret for børn og unge skal ikke udfylde en tom sal hver aften, som det voksne teater skal. Alligevel er det overraskende, så meget mere vitalt og kreativt landets unge scene fremstår i øjeblikket. Indhold, form og genrer er langt mere eksperimenterende og udfordrende i forhold til det kommercielle voksne teater. Et godt eksempel er performancestykket »Cut //«, der handler om piger, der skærer i sig selv. Den type teater ser man ikke på de voksne scener i øjeblikket. Der kæmper man i stedet for at ramme et så bredt publikum som muligt for at kunne overleve.

Refusionsordning, kulturstøtte og kræsne teaterindkøbere stiller krav til, at børne- og ungdomsteateret skal oplyse, udfordre og underholde. Og det er måske en af grundene til, at børne- og ungdoms­teateret i Danmark er kendt og berømmet over hele kloden. Det er aldrig den bredeste fællesnævner, der er målet.

Teater med noget på hjertet

Skal man forsøge at karakterisere de 165 forskellige forestillinger, må det være med begrebet mangfoldighed. Det er muligt at se nuttet og harmløst børneteater, hvis overvejende fokus er at give børnene en god teateroplevelse. Men man skal ikke grave særlig dybt i programmet, før man støder på forestillinger, der eksperimenterer med teaterets udtryksform, der tager fat på store emner som krig i Afghanistan, unges forkvaklede forhold til sex eller danskernes selvforelskelse. Det er forestillinger, som ikke bare vil underholde, men som udviser ansvar og lyst til at gøre os klogere på livet og samfundet omkring os. Det er med andre ord ikke ligefrem »My Fair Lady« og »Jul på Nødebo Præstegård«, der præger størstedelen af programmet for sæsonen. Dertil kommer udtryksformen, der er langt mere eksperimenterende end på andre scener. Faktisk er det svært at finde forestillinger i næste års program, der bliver opført helt konventionelt. Modet og lysten til at eksperimentere med nye og gamle udtryksformer er stor.

En god investering

Det koster typisk mellem 6-18.000 kroner at få en forestilling ud til sin skole inden refusion. Og det er bestemt mange penge at give, hvis blot man betragter det som underholdning. Men efter en weekend med store teateroplevelser står det klart, hvorfor det er investeringen værd. Historisk har teateret altid haft tradition for at oplyse, provokere og undersøge. Og det er en tradition, som børne- og ungdoms­teateret smukt fører videre i 2010/11. I modsætning til den voksne scene er det muligt at opleve sjældne og gamle teaterformer, der ofte stammer fra en særlig historisk periode. En af de stærkeste oplevelser under festivalen var Limfjordsteatrets satiriske stykke over Afghanistan-krigen, hvor der ikke bliver sagt en eneste forståelig replik. Alligevel er det fyldt med betydningslag og spidsfindige kommentarer. Sammenligningen med det antikke græske teater ligger ligefor.

Skræddersyet til undervisningen

Emnerne spænder meget vidt og egner sig perfekt til tværfaglige projekter på skolen. En stor del af forestillingerne tager udgangspunkt i de unges eget liv og de problemer, som de kæmper med. Et perfekt udgangspunkt til en vigtig debat i klassen om det indre liv og de udfordringer, som de unge står over for. Der er også forestillinger, som flirter med naturfagene. For eksempel kan man i denne sæson opleve naturfaglige stykker som »Det periodiske System - en beskidt affære« og »Et ensomt øre«, der beskriver, hvordan et menneske er bygget. Men der er også mange muligheder for at få et dramatisk indlæg til historie- eller religionsprojekter. Der er med andre ord ingen undskyldninger for ikke at berige eleverne med dansk børne- og ungdomsdramatik i verdensklasse, i året der kommer.

Få overblik med Den Røde Brochure

Den Røde Brochure er en sæsonpublikation, som indeholder beskrivelser af professionelle børneteatres aktuelle repertoire. Brochuren redigeres og udgives af Teatercentrum. Den udkommer hvert år i marts/april måned og er gratis. Den kan bestilles på www.teatercentrum.dk