Tilbage i 90’erne forklarede min sprogkundskabslærer, at damen (for sådan en forestillede han sig, det var), som arbejdede på ugeavisen Aarhus Onsdag med at skrive kontaktannoncerne ind, var en del af kommunikationen. Et par af mine medstuderende og jeg var i vores 20-25-årige hoveder overbeviste om, at vores ellers så beundrede sproglærer havde tabt sutten. Det her var for langt ude. Kommunikationen handlede for os om teksten: indholdet, intentionen, modtager- og afsenderforhold (uden damen) og layoutet. At tilblivelsen som avistekst i hænderne på damen bag computeren skulle have nogen indflydelse på teksten, fandt vi tåbeligt, hun var jo blot et ikkefiltrerende filter, et redskab. Den klogeste af mine medstuderende tog dog lignende betragtninger med i sin eksamensbesvarelse om et tilsvarende emne og scorede – velfortjent – en højere karakter end nogen af os andre, som stædigt undlod at medtage damen bag computeren.

Ved gennemlæsningen af "Multimodal tekstkompetence" kom jeg til at tænke tilbage på dengang i 90’erne. Jeg er stadig ikke helt overbevist om, hvorvidt min lærer havde ret eller ej. Der er stadig en lille skepsis gemt i mit sind. På samme måde vækker den grundige indføring i multimodalitetens krinkelkroge et lille trodsigt forbehold hos mig. Sammenligningen med Aarhus Onsdag-dame-historien er ganske vist ikke helt passende, for her er tale om en langt grundigere og velunderbygget gennemgang af begreber og teori, men følelsen af at være i tvivl om, hvorvidt det her virkelig er vigtigt, er der stadig.

Indføringen i tankegangen bag multimodalitet er grundig, velskrevet og letforståelig. Der er righoldige, relevante henvisninger til en lang række forskere, og bogen er vel gennemarbejdet. Bogen er opbygget, så den forklarer multimodalbegrebet og mediering gundigt i generelle termer først for så dernæst at give konkrete eksempler fra konkrete tekster. Der er intet at udsætte på bogens grundighed og formidling.

Bogens måske største kvalitet er, at den netop er en indføring, en grundbog, som leder læseren frem mod en forståelse af tankegangen bag multimodaliteten. Det er vigtigt at understrege, fordi det måske kan tage brodden af mit forbehold. Bogens teoretiske grundlag akademiserer og teoretiserer i en grad, så man kan miste fokus og overblik uden at vinde en ny erkendelse. Selvfølgelig opererer og fungerer tekster på flere modaliteter, så ikke blot indholdet eller grammatikken eller layoutet eller kommunikationssituationen bærer hele betydningen, men behøver det at blive så grundigt forklaret – giver det os ny erkendelse og kompetence til at arbejde med tekster? Måske – måske er det her netop et godt sted at blive ført ind i den abstrakte tænkning, som ofte giver kompetenceløft til refleksionen. Måske er "Multimodal tekstkompetence" netop en nødvendig bog i kraft af sin grundighed og sin insisteren på at dissekere og kategorisere modaliteterne.

Men den lille skepsis lever – og råber "No sh*t, Sherlock", når "Multimodal tekstkompetence" hævder, at mediet eller bogstavernes farve eller kommunikationssituationen spiller en rolle for tekstanalysen.