Debat

50 dages samtaler - Der er brug for flere samtaler mellem skole og hjem

Der er brug for mere og bedre feedback til eleverne og deres forældre. 50 dages samtaler er indført på nogle skoler og der er tegn på, at det er meget effektfuldt for elevernes læring. Jeg opfordrer til at skolerne eksperimenterer med dette og udnytter mulighederne indenfor den længere skoledag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I de seneste uger har der igen været debat om, hvem der har ansvaret for opdragelse af vores børn: Er det forældrene? Eller skolerne og børnehaverne? Til dette er der kun ét svar: Opdragelsen af vores børn er et fælles ansvar mellem forældre, lærere og pædagoger. Fordi det fælles ansvar er så afgørende, skal samarbejdet også understøttes. Forældre vil og skal inddrages mere i skolen. De vil og skal tage et større ansvar. Et godt samarbejde sikrer vi først og fremmest gennem god kommunikation mellem skole og hjem. Denne kommunikation bør intensiveres ved at indføre såkaldte 50-dages-samtaler på folkeskolerne. En samtale hver 50. dag i skoleåret mellem elev, lærer og forældre.

50-dages-samtaler virker

Ordningen med 50-dages-samtaler findes allerede på enkelte skoler og har vist sig meget virkningsfuld. Skolerne indkalder til læringssamtaler hver 50. dag mellem elev, forældre og lærer. Eleven starter med at fortælle, hvad han eller hun har arbejdet med og lært siden sidst. Herefter trækker læreren de vigtigste faglige resultater frem, og til sidst bliver der lavet aftale om, hvad der skal være i fokus for elevens læring de næste 50 dage. Skolernes erfaring med 50-dages-samtalerne er, at forældrene bakker op om og prioriterer at møde op til samtalerne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Feedback er vejen til læring

Søndervangskolen i Aarhus har en overvægt af to-sprogede elever og lave socioøkonomiske vilkår. Fordommen ville være, at forældrene her ikke er ret gode til at møde op til skole-hjem-samtaler. Men det gør de, og Søndervangskolen en af foregangsskolerne med 50-dages-samtaler. Efter de blev indført, har skolen vist markant fremgang i elevernes faglige resultater. At hyppig og målrettet feedback styrker elevers læring underbygges også af forskningen. Så der er god grund til at sætte lignende initiativer i gang i København og andre steder i landet. I København er det trods de gode resultater indtil videre kun Ellebjerg Skole, der har indført samtalerne. 

Tid og prioritering

50-dages-samtaler kræver, at skolen organiserer det ordentligt. Det kræver, at lærerne bruger en fælles systematik og sørger for grundig opfølgning på de aftalte mål sammen med eleven i hverdagen. Det kræver resurser, hvis lærerne skal have tid til det. I den netop indgåede budgetaftale i København er der afsat penge til at forbedre udskolingen på de Københavnske folkeskoler, som blandt andet kan bruges på at igangsætte 50-dages-samtaler.

Skoledagens længde - kvalitetstid

Der har siden skolereformen været stor diskussion om skoledagenes længde. Her er det afgørende, at den ekstra tid i skolen er kvalitetstid. Hyppig feedback til den enkelte elev og dennes forældre er noget, der giver kvalitet. Med 50-dages-samtaler kan det fælles ansvar mellem lærere, forældre og elev styrkes, elevernes læring sættes i centrum og faglighed og trivsel øges. Det kan den noget af den øgede skoletid bruges til.