Debat

Nu må der ske noget

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi har et problem i vores forening. Vi har en masse medlemmer, som ikke orker at interessere sig for, hvad der sker i kredsene. Generalforsamlingerne er meget tyndt besøgt, og den faglige klub på de enkelte skoler ligeså!

Samtidig har vi en hovedstyrelse, der nu for anden gang er gået galt i byen, fordi deres kontakt til og viden om de arbejdende lærere ikke eksisterer.

Det er naturligvis et gensidigt problem, som en forening ikke kan overleve med. LO havde præcis det samme problem ved 'storkonflikten' sidste år. Vi har hovedstyrelsesmedlemmer, som har siddet i Vandkunsten i over 15 år.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er mange år uden for en folkeskole, der er ved at kvæles i punkterede pædagogiske balloner. Balloner, som er pustet op i et samarbejde mellem hovedstyrelsen og Undervisningsministeriet.

Jeg hører også om hovedstyrelsesmedlemmer, der ikke bliver genopstillet i deres oprindelige kreds, som søger andre kredse, hvor græsset er grønnere, uanset arbejdssted og bopæl. Det ligner jo vores kredssystem til Folketinget. Kan vi leve med det?

Men hvad kan vi medlemmer så gøre? Jeg mener, at vi bør arbejde for en vedtægtsændring på kongressen, ifølge hvilken hovedstyrelsesmedlemmer højst kan sidde én periode i hovedstyrelsen.

Det bliver ikke denne gang, og måske trænger problematikken også til en debatperiode. Jeg er ikke blind for argumenter imod dette, men som sagt bør der ske noget!

Jørgen Sonne

Hvidovre