Programmer som Trin for Trin, Reading Recovery, LP-modellen, Teach og familieklasser er populære i både folkeskoler og specialpædagogiske miljøer. Men komplekse specialpædagogiske problemstillinger kan ikke klares med metoder og programmer alene.

»At være lærer i praksis involverer et samspil med en gruppe elever og kolleger omkring en pædagogisk og didaktisk opgave. Hver situation er unik og mangesidig. Den kalder på spontanitet, menneskelig dømmekraft og improvisation«, skriver ph.d. Lotte Hedegaard-Sørensen i tidsskriftet »Specialpædagogik«. Hun har skrevet ph.d. på baggrund af interview med lærere og elever og praksisobservationer. Udgangspunktet for vejledningerne til lærerne i mange af de specialpædagogiske programmer er, at det er vigtigt så præcist som muligt at definere elevens »deficit«, altså der hvor eleven har mangler og problemer, som materialer, metoder og læseplan skal kompensere for. Lotte Hedegaard-Sørensen mener, at det psykomedicinske paradigme har fået lov at dominere forståelsen af det at være speciallærer - det vil sige en forståelse, som antager, at lærere kan tilegne sig et koncept, en teori eller en model og overføre den til praksis.

Nu hun har observeret undervisning i praksis, ser hun, at lærerne har brug for at kunne vurdere og skønne, hvad der er rigtigt at gøre i forskellige situationer - det handler for eksempel om at løse konflikter og om at kunne improvisere. Lærerne har brug for at trække på en almenpædagogisk og en didaktisk kompetence.

»Det at undervise, at spise sammen med elever eller at vente på, at timen starter, sammen med elever, er aktiviteter, som implicerer social interaktion, og det er noget ganske andet end at implementere et program, en model eller en metode«.

Ph.d. Lotte Hedegaard-Sørensen: »Specialpædagogikkens 'pædagogik' og 'didaktik'«, tidsskriftet Specialpædagogik, 5/2009