Tavsheden skal høres

En, to, tre, fire….der bliver tavshed i klassen. Turen er kommet til mig, og jeg kan ikke få det lille ord ”bum” over min læber”. Vi har matematik, og vi er i gang med tabellegen ”bum”. Turen går på skift, og vi har gang i femtabellen. Jeg kender godt legen, og jeg kan godt femtabellen, men da turen kommer til mig, får jeg svedige håndflader, hjertebanken og en knugen i maven. Jeg kigger ned i bordet. Jeg beder indeni til at min lærer bare springer mig over med det samme. Hun ved jo godt at jeg at ikke vil sige noget. Jeg føler jeg ikke kan. Det er en følelse af at det er det mest skræmmende, hvis klassen skal hører mig sige noget. Især lærerne. De vidste ikke hvorfor jeg ikke sagde noget. Men det værste var, at det vidste jeg heller ikke selv.

Derhjemme snakkede jeg som et vandfald. Jeg snakkede og legede godt med mine venner, både i skolen og andre steder, men så snart der kom en voksen forbi, så klappede jeg fuldstændig i. Jeg var stadig meget smilende, og nikkede og rystede ivrigt på hovedet. Jeg grinte og græd uden lyd, og kun hoste og nys kunne jeg ikke styre, hvilket irriterede mig grænseløst. Jeg blev så bange, ved et enkelt host. Jeg voksede op som barn og ung, med diagnosen "Selektiv mutisme" og først da jeg gik ud af skolen, fik jeg navn på den. Den kommer til udtryk ved at barnet taler fint derhjemme, eller under andre trygge forhold for barnet, men overfor andre og andre steder – oftes i skolen og børnehaven, taler barnet ikke. Det vides ikke helt hvorfor, eller hvorfor den opstår. Det er en angstform – en angst for at tale.

I sommeren 2016, færdiggjorde jeg min uddannelse som lærer på Den frie Lærerskole, og jeg er i dag klasselærer i en 1.klasse (barselsvikariat), hvilket jeg er utrolig glad for. Det lå bestemte ikke i kortene at jeg skulle blive lærer, med den historie jeg har med mig, men i dag er det det eneste rigtige, føler jeg. For kun ti år siden, fik jeg den rette behandling, og var selv indstillet på helt ind i hjertet, at nu ville jeg gøre alt for at få et mere hensigtsmæssigt og indholdsrigt liv.

Jeg blev født en kold decemberdag i 1983 og nogle år efter fik jeg en lillebror. Vi boede begge sammen med vores mor og far, men efter nogle år min bror blev født, valgte vores forældre at gå hver til sit. Jeg blev hos min far, og min mor tog min lillebror med. Jeg følte i mange år at min mor havde valgt min bror, og fravalgt mig. Der gik mange år, før vi fik snakket om dette, og i dag ved jeg at de handlede ud fra bedste mening, og de ville ikke rykke mig ud af de vandte omgivelser, da jeg var meget tryghedssøgende. Fra jeg var helt lille var jeg meget stille, og begge mine forældre var og er også stille. Da jeg startede i børnehaven blev jeg helt tavs overfor pædagoger og andre voksne. Jeg husker ikke at det var noget jeg besluttede mig for. Det skete bare, og lige meget hvor meget de prøvede at få mig til at sige noget, så nægtede jeg. Jeg havde hele tiden antennerne ude, for at se hvornår jeg kunne tale, og hvornår jeg ikke kunne. Selv den dag i dag, er jeg den første til at kigge, når nogle kommer ind i et rum. Eller går ud. Jeg er meget opmærksom på dører. Der var dog en pædagogmedhjælper som hørte mig sige noget. Hun snakkede og snakkede til mig og forlangte ikke et svar. Det gjorde at jeg nogle gange sagde noget til hende, og hun snakkede blot videre, og agerede som om det var det mest naturlige at jeg sagde noget – det gjorde mig meget tryg og afslappet. Pres er det værste man kan udsætte børn med selektiv mutisme for.

Da jeg startede, i skolen var jeg stadig tavs, og jeg havde ofte ondt i maven, og var rigtig tit nervøs og ængstelig. Jeg forestillede mig at jeg en dag vil troppe op, og så begynde at tale. Jeg vidste at mine lærere ville blive glade, det samme med mine klassekammerater og forældre. Ikke mindst mig selv. Jeg forestillede mig hvordan jeg bare kunne læse op af læsebogen og at det var helt almindeligt og at jeg ville blive ”hende som begyndte at tale”. Jeg kunne stå op en morgen og føle at nu var jeg parat til at tale og jeg glædede mig. Jeg havde forudset hvad der ville ske, og jeg ville gøre alle glade. Da jeg nærmede mig skolen, blev jeg mere og mere nervøs. Jeg fik tanker som ”Hvorfor skal det lige være i dag?”, ”Hvad nu, hvis jeg siger noget forkert”, eller ”Hvad skal jeg starte ud med at sige – disse ord vil blive husket” og ingen af de ord, var gode nok at starte ud med, synes jeg og jeg besluttede at det ikke var dagen jeg skulle begynde at tale på. Også fordi jeg blev mere og mere nervøs ved tanken, og knuden i maven voksede og voksede. Dette skete gentagende gange og jeg blev lige skuffet hver gang.

Mine kammerater spurgte mig tit, hvorfor jeg ikke snakkede når der var lærere tilstede. Jeg kunne ikke forklare mig, og jeg sagde altid: ”Jeg er nok bare meget genert”. Vennerne faldt fra og jeg havde nu kun en veninde af gangen. Jeg var ofte ked af det, men viste det hverken i skolen, eller derhjemme. Jeg var ofte glad sammen med andre, men når jeg sad alene på værelset, så lod jeg tårerne komme. Jeg følte mig magtesløs og meget anderledes. Jeg kendte flere der var generte, men jeg vidste med mig selv at det var mere end det, men hvad?

Da jeg gik ud af skolen havde jeg opnået at ”lære” at sige noget når jeg blev spurgt og række hånden op når jeg skulle sige facit på noget (hvor jeg var helt 100% sikker på at det var rigtigt). Jeg kunne også snakke med min veninde, selvom der var lærere tilstede, men ganske stille. Jeg rakte aldrig hånden op for at komme med min mening, eller jeg fortalte aldrig noget spontant eller var med i diskussioner. Jeg kom dog igennem alle eksamenerne, og kunne også fremlægge foran klassen, da jeg så kunne planlægge hvad jeg skulle sige. Jeg kom dette stykke, fordi jeg havde nogle gode og omsorgsfulde lærere, forældre og så havde jeg en fantastisk støttelærer. Jeg er sikker på, hvis de havde vidst mere om selektiv mutisme dengang, havde det gået stærkere, og jeg var kommet længere, end som så.

Tavsheden ramte mig nogle år efter igen, da jeg havde fået praktikplads igennem pædagogstudiet i en vuggestue. Jeg var så bange for at tale med mine kollegaer, og forældrene til børnene gemte jeg mig nærmest for. Bare det at give et håndtryk, og fortælle hvem jeg var, var meget angstprovokerende og jeg overbeviste mig selv om at de kunne da regne ud at jeg var pædagogstuderende, og jeg mente det ville være nok at fortælle til min praktikvejleder om nogle observationer jeg havde gjort mig. Jeg undrede mig over at det skulle være nødvendigt at hun også skulle observere mig. Jeg vidste at jeg var god til børn og det var nok for mig, men det var jo ikke nok, og jeg blev opfordret til at søge noget hjælp, efter jeg havde fortalt min vejleder om min tavse barndom, og at den nok var skyld i at jeg var så hæmmet. Jeg er hende evigt taknemmelig for hendes kærlige skub og jeg stoppede på pædagogstudiet.

I sommerren 2006 startede jeg i gruppeterapi for voksne med angst, depression og andre psykiske lidelser. Det skal siges, at jeg har prøvet at være til talepædagog, skolepsykolog og børnepsykiater, hvor der ikke skete den store fremgang med mig, men det må også have været svært at hjælpe en der ikke taler og ikke kendte til selektiv mutisme. Der er ingen der kan sætte sig ind i hvordan det føles at have angst for at tale, udover dem der har prøvet det. Jeg besluttede at jeg ville gøre alt hvad jeg kunne, for at få en forståelse af mig selv, få bearbejdet nogle ting, få grædt, lytte til de andre i gruppen, og sige ja til de øvelser de yderst kompetente terapeuter kom med. Jeg åbnede mig op, og jeg følte for første gang et fællesskab. Et fællesskab hvor andre også havde det svært dog, og en følelse af at høre til i gruppen på lige fod med de andre. Det føltes så stort.

Lige siden jeg var barn har jeg haft et stort ønske om at møde andre som har eller har haft selektiv mutisme, og på facebook er jeg med i en gruppe, hvor vi alle kender til selektiv mutisme. De fleste er forældre til et barn med mutisme. Jeg skrev et opslag en dag om at jeg gerne ville mødes med nogle af de her tavse børn. For nogle uger siden var vi en håndfuld voksne der mødes og forældrene havde deres selektiv mutisme ramte børn med. Det var den vildeste oplevelse for mig at være med til. Her sad jeg og fortalte om mit liv, og hørte om deres (forældrene fortalte). Når jeg fortalte, kunne jeg se en genkendelse i børnenes ansigter. Jeg kunne se mig selv, og jeg kunne nærmest mærke hvordan de bare kæmpede for at være i stuen. Jeg mærkede deres nervøsitet, men følte også en mere afslappede følelse hos dem, jo mere jeg talte. Da jeg kom hjem fra dette møde, fældede jeg en tårer. En forløsende tårer, og det stod nu helt klart for mig at jeg har en viden som kan hjælpe andre. Jeg fik nogle beskeder fra forældrene om at det havde været en god dag, og det havde for alle børnene været stort at møde mig og en besked rørte mig særligt meget ”Det du sagde Jeannel, er præcis de følelser og oplevelser hun går rundt med. Og det er altså ret stort for hende at møde en at spejle sig i. Hun virker lettet og nærmest lykkelig….Men siger det ikke med så store ord”. Jeg snakkede med en af mødrene om at komme på sin piges skole og holde et oplæg om det at have selektiv mutisme for lærerne der. Hvordan det føles, og hvad man skal passe på med som pædagog eller lærer, og hvad der er en god ide at gøre. Det vil jeg rigtig gerne. I forvejen holder jeg oplæg om mit liv, der hvor jeg har gået i terapi, og har også holdt et par stykker gennem Angstforeningen og Psykinfo. Jeg er ikke uddannet terapeut, så jeg kan ikke behandle, men jeg kan lindre og give håb for disse børn og en forståelse og en indsigt i hvad der sker i hovederne på disse børn for de voksne der er i børnenes liv.

Det er den måde jeg vil hjælpe de tavse børn på. De skal høres. Deres tavshed, siger så meget. De forstyrre måske ikke undervisningen, de passer dem selv og kan nemt blive glemt. Men de må ikke blive glemt. Der sker så meget inde i de hoveder og maver. De skal ses og forstås.

På min uddannelse afholdte jeg et oplæg om ”De stille elever og de tavse elever”. Der er forskel på at være stille og tavs. Jeg ville gerne undervise mine medstuderende i det, da jeg så vidste at der er 20 lærere ude i lærerlivet nu, som kender til selektiv mutisme og ved at selektiv mutister ikke bare er generte – det er en tilstand som kan behandles.

Jeg taler meget i dag. Både på de sociale medier, blandt mine mange venner , på mit arbejde og i familien. Der er mange der taler mere end jeg, og det er okay! De sidste par år af min uddannelse havde jeg en fantastisk vejleder som fik mig til at se mine kvaliteter ved at være stille og rolig. Fx. er jeg meget opmærksom, er god til at skabe tillid og skabe gode relationer til både børn og voksne – både de stille og de knap så stille. Jeg er analytisk og har en høj psykologisk indsigt og kan se noget positivt i alle, hvis jeg ikke kan det til en start, så finder jeg det – for det vil jeg! Denne vejleder står som noget ganske særligt for mig i dag. Hun fik mig også til at forstå at der er forskellige lærertyper og at de stille børn, også skal have nogle lærere de kan spejle sig i. Faktisk har jeg haft en del hjælpere på min vej, og det er jeg taknemmelig for, og hvilket også gør mig til den jeg er i dag, og som gør at jeg mener jeg kan hjælpe andre på bedste vis.

Jeg vil gerne opfordre skoler og daginstitutioner om at være opmærksomme på disse børn og se dem, og jeg kan henvise til en behandler med speciale i selektiv mutisme – Aino Holme. Jeg vil gerne sige til de forældre til et barn med selektiv mutisme, at jeres børn sagtens kan få et almindeligt liv, og at det kan blive bedre, med den rette behandling og tålmodighed. Jeg vil gerne komme ud og fortælle min historie, og fortælle om min viden, og give de tavse børn en stemme, så de bliver hørt, for tavsheden skal høres.

Jeannel Pedersen.