Ekspert: Maskinrummet i den offentlige sektor er gået i »udu«.

Der er tale om en historisk værdikonflikt mellem konkurrencestat og velfærdsstat, siger medforfatter til bog om ledelseskrise.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg fik at vide, at jeg skulle glemme pædagogikken og tænke i økonomi" 

Morten Fjord har valgt at opsige sin stilling som skoleleder. Det gør han i protest - også for at gøre opmærksom på et problem, der generelt gælder i den offentlige sektor.

Jan Nørgaard er cand.scient.pol., organisationsstrateg og medstifter af konsulentfirmaet Cairos. Han har sammen med professor Lars Bo Kaspersen skrevet bogen »Ledelseskrise i konkurrencestaten«. Han peger på, at der er tale om en historisk værdikonflikt mellem konkurrencestat og velfærdsstat:

»Vi kan se, at på den ene side har vi konkurrencestaten, der er bygget op om et pointkapløb fra vugge til grav med en individualisme, der nogle gange bliver til hyper-individualisme. Suppleret af performance-managementsystemer, som konkurrencestaten bruger, er der opstået en enstrenget styringsfiksering, som reelt bygger på ulighed eller truslen om eksklusion. Hvis ikke du vil eller kan performe, som styringsregimerne kræver, er du dømt ude. På den anden side er velfærdsstaten bygget op om tryghed, fællesskab og lighed«, siger han og fortsætter:

»Værdisammenstødene er nogle steder åbne og tydelige, men i de fleste tilfælde foregår de i det skjulte og medvirker til uhensigtsmæssige ledelsespositioner og dårligt samarbejde. Der er opstået et uklart ledelses- og samarbejdsrum, og på den måde kan man sige, at maskinrummet i den offentlige sektor er gået i 'udu'«, siger han.

Kan ikke udleve fagligheden

Ifølge Jan Nørgaard er konsekvensen, at velfærdsstatens værdier på forskellige måder bliver udfordret og i en række tilfælde fejet af brættet. For eksempel fylder den brede dannelsestanke meget i folkeskolens formålsparagraf, men ikke nær så meget i et regneark over elevernes læringsprogression.

Skolechefen:
 Skoleledelse er både pædagogik og økonomi 

»Grundlæggende er der for mange, der ikke tager det seriøst, hvorfor vi egentlig har skole for børn og unge mennesker, selvom det er beskrevet i formålsparagraffen. De, der skal stå for økonomistyring, har taget magten i 'alliance' med konkurrencestatsværdier og styringsfiksering. Det paradoksale er, at ingen vinder i denne situation. Vi får hverken mere konkurrencekraft, en bedre faglig udvikling eller glade lærere og elever, når fokus er regneark og styringsfiksering. Tiden kan bruges meget bedre«, siger Jan Nørgaard. Han oplever, at mange lærere søger væk fra folkeskolen og over på fri- og privatskoler, og at det i stigende grad bliver sværere at rekruttere dygtige og engagerede lærere til folkeskolen.

»Problemet er, at de ikke i tilstrækkeligt omfang kan udleve deres faglighed der, hvor de er ansat. Det er en katastrofe for folkeskolen«, siger Jan Nørgaard.

Han peger på, at det er et værdisammenstød, som er opstået over de sidste 25 år i samfundsudviklingen.

»Vi er endt i en situation, hvor to vidt forskellige værdisæt støder mod hinanden. Og man bliver 'rundforvirret', fordi maskinrummet i den offentlige sektor er gået i stykker«, siger Jan Nørgaard. Som direktør i Cairos arbejder han med organisationsudvikling og har erfaring med at afhjælpe omtalte problemstillinger. I det arbejde er det vigtigt at nå en fælles grundforståelse på tværs af de værdier, de forskellige parter repræsenterer - parterne skal nå frem til et fælles hvorfor, som ligger til grund for samarbejdet. Det kræver mod og tid at gå ind i den proces, men det er der flere og flere, der gør.

»Det er strukturelt bestemt og er ikke nogens skyld. Tidligere var vi bedre til at være fagligt uenige, men i dag har vi ikke tid - vi har så mange ting, vi skal nå, at der ikke er tid til at være uenige og drøfte aspekterne. Desværre er vores evne til at dvæle ved uenighederne og sammen finde enighed og nye veje at gå ikke blevet bedre«, siger Jan Nørgaard.