Flere er kommet med i fællesskabet

To måneder efter turen til Mariager vurderer klasselæreren, at der er sket store fremskridt for elevernes sociale forhold. Men der er fortsat plads til forbedringer for det faglige samarbejde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Særligt den sociale stemning i klassen er forbedret, vurderer klasselærer for 7.e på Rismølleskolen i Randers, Jannie Zaikowska, da hun efter to måneder skal vurdere udbyttet af turen til Mariager.

»Eleverne virker mere trygge ved hinanden og har det bedre sammen både drenge og piger. De giver også udtryk for, at de kan mærke, at der er sket noget, og at der er flere, der er kommet med i fællesskabet«, siger hun og uddyber:

»Et par af de elever, som tidligere har stået lidt ude på sidelinjen, er nu blevet mere medspillere i klassen«.

På trods af de sociale fremskridt er der dog fortsat plads til forbedringer på andre områder.

»Der er ikke foregået noget tigerspring i forhold til det faglige samarbejde i klassen, men jeg tror, at det er et område, hvor vi på sigt vil se, at der sker en ændring«, siger Jannie Zaikowska, der ser det som en længerevarende proces, der skal arbejdes videre med fremover. Hun kan dog pege på enkelte faglige fremskridt i klassen.

»Der virker til at være en lidt mere seriøs indstilling til arbejdet og en forståelse af, at man skal gøre det, fordi man skal lære noget«.

per@dlf.org