Debat

Brugen af Sixtus

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF's kursuscentre skal give et fornuftigt afkast, men vor henvendelse drejer sig udelukkende om Sixtus som ferie- og rekreationshjem; stedets egentlige formål.

Muligheden for at benytte Sixtus som sådan er væsentlig indskrænket i de senere år.

Når medlemmernes brug - aktive (ikke kursister) som pensionister - af Sixtus i de senere år er gået tilbage, så kan man ikke lade være med at sammenligne prisstigningerne for et ophold med løn-/pensionsudviklingen for omtalte grupper. Per 1. august 1999 stiger for eksempel prisen på enkeltværelser med 13,725 procent, mens løn/pension stiger med mindre end to procent i 1999. Anni Herfort Andersen siger i tv, at lærerne får en reallønsnedgang i 1999! Forbrugerprisindekset er således steget med 2,3 procent!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Med hensyn til forholdet mellem kursister/ferie- og rekreationsgæster har vi aldrig oplevet, at der har været problemer.

DLF hævder, at der har været åbent i storebededagene, Kristi himmelfartsdagene og pinsedagene, men vi ved helt bestemt, at der var lukket i de ovennævnte perioder; også nytår 1998/99 var der lukket. At der nu er kommet en udvidelse af sommerperioden, skyldes udelukkende aflysning af kurser, meddeler kontoret.

Vi er mange ældre lærere, der i adskillige år har betragtet Sixtus som vort andet hjem. Vi er derfor bedrøvede over, at Danmarks Lærerforening åbenbart er blevet for 'fattig' til at holde åbent for feriegæster.

Poul Sigersen Nielsen

København S

A. Toft-Nielsen

Frederiksberg C

Vilhelm Humlum

Silkeborg

Svar

Jeres henvendelse har været drøftet på hovedstyrelsesmødet i august.

I forbindelse med de senere års renoverings- og tilbygningsarbejder på Sixtus er en stigende del af aktiviteterne på Sixtus omlagt fra ferie- og rekreationsophold til kursusaktiviteter for at få en bedre anvendelse af ejendommen.

Erfaringerne har vist, at samtidigt ophold for ferie-/rekreationsgæster og kursister ikke er hensigtsmæssigt.

Sixtus har sædvanligvis åbent i ferier og helligdage, men i år viste det sig, at der kun var to-tre personer, der havde booket sig ind i pinsen, og at der ikke var bookinger i de to andre perioder. Derfor besluttede vi at afvikle ferie og afspadsering og holde lukket i disse perioder. De berørte gæster fik rykket deres ophold til en anden periode, da det ofte har vist sig, at gæsterne finder det kedeligt kun at være få personer på ejendommen.

Det er korrekt, at vi i år har valgt at udvide perioden for sommerferiegæster, fordi et kursus i august blev aflyst.

Priser for ophold på Sixtus fastsættes under hensyntagen til omkostningerne ved driften. Prisen på et døgn for ferieophold er 580 kroner, mens prisen på et kursusdøgn er 810 kroner. Der er således tale om en ikke ubetydelig prisforskel.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF