Debat

Konferencer i stedet for kongres

Konferencer eller kongresser. Politiske konferencer vil understøtte, styrke og udvikle foreningens langsigtede politik. Nej, DLF skal have kongres hvert år

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Små kongresser har overlevet sig selv og har gradvist mistet værdi. Jeg er derfor parat til at prioritere årlige konferencer i stedet.

Da vi valgte at afholde små kongresser uden en politisk beretning, satte vi os mellem to stole. Det er endnu ikke lykkedes at finde bedre arbejdsformer for kongresserne, så vi læner os stadig op ad det kendte, hvor én person taler til over 300 tilhørere. Arbejdsformen er måske velegnet, når vi skal træffe beslutninger, men den styrker ikke politikudviklingen i DLF.

Politiske konferencer vil derimod understøtte, styrke og udvikle foreningens langsigtede politik, som stadig skal vedtages på de ordinære kongresser. Arbejdsformen på konferencerne skal lægge vægt på dialog og videndeling på tværs af politiske og geografiske skel.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Målgruppen skal stadig være de kongresdelegerede, men vi bør overveje, hvordan vi kan inddrage andre tillidsvalgte i arbejdet. Konferencerne kan eksempelvis bygges op om interne eller eksterne oplæg, som kan danne baggrund for efterfølgende workshopper. Det vil give langt bedre mulighed for, at flere kommer til orde og bliver engageret i politikudviklingen i DLF.

Nogle vil måske indvende, at en ændring vil være en svækkelse af demokratiet i foreningen. Det er ikke hensigten. Vi skal selvfølgelig fortsat holde det antal kongresser, der er brug for. Derfor er det godt, at vi har så lempelige regler for indkaldelse af ekstraordinære kongresser, når de delegerede eller hovedstyrelsen oplever, at behovet er til stede.

Der er et større perspektiv i at holde konferencer frem for små kongresser. Det skal vi udnytte. Det vil styrke udviklingen af Danmarks Lærerforening.

Efter kongressen:

Det ærgrer mig, at de kongresdelegerede ikke var parat til at tage en beslutning om at erstatte de små kongresser med politiske konferencer, men jeg glæder mig samtidig over, at der nu er flere, der er positivt indstillet, end da vi sidst drøftede kongressens hyppighed. Nu må vi i hovedstyrelsen gennemtænke, hvordan vi på andre måder kan involvere flere tillidsvalgte i politikudviklingen, for det mener jeg faktisk, der er stor opbakning til. |