Vi er nu 4-5 uger inde i skoleåret. De nye 0. klasser er ovre den første forvirring og benovelse, og honeymoon-effekten er ved at aftage.

Det er blevet hverdag, og én type af mønstre og dynamikker er ved at lægge sig og finde et roligere leje i klasserne, mens en anden type mønstre og dynamikker nu kommer frem på scenen.

Alt det krudt de små nye elever har brugt på at gøre sig rigtig meget umage med at leve op til de forventninger, de kan mærke fra både forældre og lærere er ved at slippe op, og en anden adfærd viser sig nu.

Det er lige her omkring rigtig mange forældre modtager en besked om deres barn i forældreintras indbakke. Beskeder der indeholder forskellige variationer over temaet ”Der er noget vi skal snakke om!”.

Hatten af for alle jer indskolingslærere, der går på arbejde hver dag, og lægger liv og sjæl i at skabe en tryg og sjov og lærerig dag for de nye elever i 0. klasse. Jeg ved, at I gør jeres bedste for at nå omkring alle børn, at se hvad de har brug for motorisk, socialt og kognitivt, og sørge for at give dem det individuelt. Og jeg ved det ikke er en nem opgave I har. Min dybeste respekt. Jeg kunne ikke selv løfte den opgave!

Det er prisværdigt, at I rækker ud efter forældrene og inviterer dem ind i et samarbejde omkring deres børns trivsel og udvikling. Og at I gør det allerede nu, så I ved fælles hjælp kan få afmonteret de mindre konstruktive dynamikker, inden de bider sig for godt fast.

Jeg har en lille bøn - eller opfordring - til jer i den forbindelse.

Jeg har de seneste uger talt med flere forældre, som har mødt folkeskolen for første gang i år i forbindelse med deres ældste barns skolestart.

Grunden til at de forældre har henvendt sig til mig som psykolog, er at de alle har modtaget en ”Der er noget vi skal snakke om” besked i forældreintra. Og de er blevet både forskrækkede og bekymrede over indholdet i den.

Det kan jeg godt forstå.

For formuleringerne har dels været unødigt skarpe og dels unødigt utydelige.

Bl.a. har jeg haft et par samtaler med en mor, som var blevet mødt med:

”Anders er jo en dejlig dreng, men der er godt nok langt igen. Jeg har ikke set noget lignende. Hvis ikke det bliver bedre, er det nødt til at få konsekvenser”.

Udover at det kom bag på moren, for hverken hans gamle børnehave eller hun selv, synes han havde en adfærd, der gav anledning til den beskrivelse, så var hun også efterladt noget forvirret og med mulighed for mange tolkninger på hvad ”langt igen” og ”konsekvenser” mon betyder?

Langt igen. Til hvad?

Konsekvenser. Hvad er det præcis for nogen konsekvenser, der er tale om?

Et andet forældrepar ringede mig op efter at have åbnet en besked (lige op til weeekenden), med denne melding:

”Vi har nu været i klassen i små fire uger, og jeg må sige, at jeg bruger utroligt meget tid på Tobias. Han er urolig på et niveau, jeg ikke tidligere har set. Jeg ser også tit, at han overskrider de andre børns grænser, og har svært ved at være i en leg med dem. Han bliver voldsom, og han skubber de andre. Vil I tale med ham om, at han er nødt til at være roligere i timerne, så jeg kan komme til at undervise de andre børn?”

Det var en lang weekend for de forældre.....

Det kan sagtens være, at det reelt er det mest urolige barn, hun har set nogensinde. I så fald er det godt hun er opmærksom, og tager handling på at sætte en proces i gang.

Min pointe handler ikke om ”sandhed/ikke sandhed” i forhold til barnets adfærd.

Den handler i stedet om at have i mente, at de nye skoleforældre er på udebane i skolesammenhæng, og at de lige har afleveret deres allerdyrebareste ind i en sammenhæng, de ikke har en chance for at overskue og forholde sig til efter så få uger.

De fleste har været usikre på, om deres barn nu også er helt klar til skole. De aner ikke hvordan skolen fungerer, og hvad deres rolle er, og de kender ikke arbejdsgangene på skolen i forbindelse med den type samtaler. Hvornår er noget en alvorlig samtale, og hvornår er noget bare en snak?

Bliv endelig ved med at tage kontakt til forældrene og inviter dem ind i et samarbejde om deres barns skolegang og trivsel. Og gerne før problematikkerne bliver fastlåste.

Det er prisværdigt!

De nye skoleforældre er hverken stakkels eller pylrede, eller nogen der skal tages ekstra særligt hensyn til. De er voksne mennesker, som kan tåle en hel del.

Men send dem ikke på weekend med formuleringer, der kan tolkes som om deres barn er et håbløst tilfælde.

Gør det tydeligt for dem, hvor på alvorsskalaen I er (og ligeså vigtigt: hvor I ikke er), og vent med ord som ”konsekvenser”, som kan betyde alt muligt afhængigt af deres kontekst, indtil I kan give forældrene den kontekst og dermed den passende tolkning.

For forældrenes skyld.

For børnenes skyld

Og for jeres skyld.

Når der ikke først skal bruges energi på at afmontere angst, bekymring og forbehold, bliver det fremtidige samarbejde meget enklere, og alle parter kan fokusere på kernen – nemlig at få alle nye skolestartere (også de nye skoleforældre) godt i gang med et langt skoleliv sammen.

De bedste hilsner

Heidi Agerkvist

Familiepsykolog