Debat

Engagement i skolen

Det er en væsentlig udfordring for skolen og for lærerne at søge at inddrage alle hjem i udviklingen af skolen for alle

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forskning viser, at fællesskabet har stor betydning for elevernes læring. Det har KL, Danmarks Lærerforening, BUPL, Skolelederne, Børne- og Kulturchefforeningen og Skole og Samfund fremhævet i et fælles oplæg til skolestarten: »Fælles viden - fælles handling«.

Mange forældre til børn i skolen er også med på værdien af et stærkt fællesskab, og heldigvis oplever mange lærere, at forældrene viser interesse for hele klassens udvikling samtidig med deres eget barns udvikling.

Alle forældre er imidlertid ikke lige engagerede. De fleste af os har som lærere oplevet, at forskellige forældre har forskellige forudsætninger for at hjælpe deres børn med skolearbejdet, og at der også er forskel på, i hvor høj grad familierne har overskud til at engagere sig i børnenes skolegang. Det er en væsentlig udfordring for skolen og for lærerne at søge at inddrage alle hjem i udviklingen af skolen for alle.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

DLF vil sammen med Skole og Samfund forsøge at give fælles inspiration til lærere og skolebestyrelser om, hvordan man kan målrette sine initiativer, så de får effekt hos de forældre, som har brug for særlig opbakning.

Der er et godt perspektiv for sådanne initiativer. Den såkaldte negative sociale arv er ikke så ubrydelig, som vi måske har haft tendens til at antage tidligere. Der har været en tendens til at sige, at hvis forældrene ikke selv har uddannelse, så bliver det tæt på umuligt for børnene at få det. Nu viser det sig, at familiens kulturelle aktivitet har meget stor betydning. »Aktivitet« skal forstås bredt - det vil sige: Har man for vane at lave ting sammen? Tager man til stranden, til foldbold, spiser man måltider sammen, og taler man sammen under måltiderne?

Hvis skolen kan animere til fælles aktivitet og samtale i hjemmet, er vi kommet et godt stykke på vej. Det behøver ikke være store uoverskuelige projekter. Det kan for eksempel blot være en lille fortælling om familiens historie, som eleven har forberedt sammen med sine forældre. Forældre skal have oplevelsen af, at de gør en masse for deres barns udbytte af undervisningen - selv med en forholdsvis lille indsats. |

»Den såkaldte negative sociale arv er ikke så ubrydelig, som vi måske har haft tendens til at antage tidligere«