På en debataften i Politikens Hus d.16dec. gik det op for mig, at man i diskussionen om den nye skolelov manglede at få noget at vide om, hvordan børnene havde det, og især de mindste børn, hvor grunden lægges til det at lære noget, til det at udvikle sig, til det at have appetit.

 Tanken bag den nye skolelov er ønsket om, at Danmark skal kunne klare sig økonomisk, og derfor skal vi have dygtige unge. Men noget er galt, for alt for mange vantrives, og det i sig selv koster skam penge. – To fronter stod klart frem i løbet af aftenen: den gruppe som i dag har magten, og som ønsker at udvikle intelligensen hos så mange som muligt, så de kan tjene penge til vores samfund. Og over for dem stod lærerne, som skal sørge for det, men hvor desværre en del ikke trives så godt.

Men I diskussionen dukkede de problemer, som et 6 års barn i nulte klasse kan have, bare ikke op.

Vi har i dag mange to-sprogede familier med ikke så store indtægter. Hvordan er det for sådan en lille dreng eller pige at komme i skole? - Lærerne taler et andet sprog end forældre og søskende. Der skal læres nye ting om opførsel, som forekommer overvældende forskellig fra det, han kender. Sproget med de nye emner er vanskeligt at forstå, og så kommer læseindlæring oveni. Et sådant barn kan være tilbøjelig til at lade det meste sejle, lade tingene flyde.  Hvem skal man se op til, hvem beskytter, hvem skal man lære af? - Det gælder bare om at klare den fra dag til dag. –

Sådan kan danske børn også have det, ganske vist med andre, men også svære vanskeligheder, som gør, at man lader stå til. Og disse børn kan være langt sværere at opdage i tide, for de gemmer sig lettere. 

Jeg tror, vi bliver nødt til igen at lave en ny skolelov, en lov som arbejder med den mest afgørende skoletid, nemlig de første år. Og så skal vi huske, at børn er mange slags, og at indgangen til den tilrettelagte indlæring skal være indrettet på det, for ellers går mange liv og mange muligheder tabt. Indlæring på det trin gælder også mange andre emner end læseindlæring. Det vil nok være en god ide at lade de første år fokusere på at gøre dem parat til læseindlæring i stedet for at starte med det. Den nye lov skal derfor genoptage de gamle ideer fra børnehaveklasserne, hvor man ikke drømte om læseindlæring, men om at lære sig selv at kende, sit sprog, sin krop, sin baggrund og alt det nye. - Jamen vores konkurrenceevne?  - Indrømmet, samfundet skal fungere, men som vi gør nu, får de dygtige en del at gøre med at skaffe penge til de ikke-fungerende. Så vi er nok nødt til at tænke tingene igennem igen. Lad os altså lade børnene starte i en børnehaveklasse, som de bedste af dem var før, men nu for børn på mindst 4år.  Hvis de altså har lyst!!!for de kan også vente, hvis barn, forældre og pædagoger mener, at  det er  bedst at vente. Og arbejdet som det udføres i de bedste børnehaver, og som jeg har set beskrevet af Jytte Hare og Jytte Mølgaard bør endelig fortsætte, mens nye indslag i det første år kan fungere i pauser eller på enkeltdage. Men begge dele er vigtigt for et lille menneske, der skal begynde i 1. Klasse i den danske folkeskole.

Vi kunne få 3 børnehaveklasser, hvor de mindste altså er 4år eller mere, og de ældste er mellem 6 og 8år. De går i klasserne 1.BK og 2. og 3. BK.

Som det fremgår, er princippet at sive. Et tungt begavet barn kan starte sent og gå langsomt frem, og et sprudlende ivrigt barn kan gå hurtigt frem.Lad dem så gå der i 2 eller 3 eller 4 år, alt efter, hvad de har brug for. Dermed mener jeg, at de skal have mulighed for at udvikle sig på forskellige måder via dygtige og veluddannede pædagoger, der ved, hvordan man kan træne sprog, krop, sansning og opførsel, så det er sjovt. Og der skal være socialt uddannede folk, der kan opbygge er godt familiesamarbejde. Trives et barn  ikke med de få timers træning i startfasen, så lad det gå tilbage til børnehaven. Og er der børn, der fungerer supergodt, så lad dem gå hurtigt videre.  Det vil betyde, at det nysgerrige ivrige barn kan starte tidligt i skolen, og det forsømte eller usikre eller nervøse barn kan få 3 -4 år til at lære sig selv og sine muligheder at kende. Det vil kræve meget af pædagogerne, for de skal være interesserede i det enkelte barn og se glæden eller skuffelsen ved at træne noget, og de skal kunne tale med familierne og oprette kontakten til socialforvaltningen.

Og det skal være helt sikkert, at der ikke trænes i bogstaver eller tal, og at man også fortsætter med arbejdet, som det var i børnehaven.

På den måde vil mulighederne for det enkelte barn blive langt bedre, og arbejdet for læreren lettere. Det vil være en bedre start, og derefter kan man så diskutere det videre forløb.