Skolegårdens 830 børn tramper med høj puls i asfalten til rytmerne af Shakiras Waka Waka, mens armene svinger i takt.                          

Snart lyder startskuddet, og løbet er i gang. Emma, Ahmed og alle de andre drøner af sted mod søen i deres røde, grønne og blå shorts, hvor distancer på 4, 7 eller 10 km skal tilbagelægges. På vejen snubler Ida 7 år i snørebåndene, og tårerne løber hurtigere ned af kinderne end blodet pibler ud gennem knæets tynde hud. Heldigvis øjner Anton i 8. klasse sin lillesøster gennem mængden af løbende børn. Han hjælper hende op og sender hende videre i livet. ”Tak Anton!” råber hun, mens hun halser derudaf i efterårssolen.

Kun nogle af de løbende børn er vidende om, at deres skole for alvor er ved at blive forandret. Altså ud over de store skoleomvæltninger de har været udsat for i det sidste halvandet år. Kun få ved, at den foreslåede skolesammenlægning mellem egen skole og naboskolen er kommet gennem behandling i det politiske udvalg på rådhuset. De ældste elever kender til planerne. De ved også, at langt de fleste af deres forældre og lærere stærkt og forståeligt har sagt nej tak til forslaget om en sammenlægning. Vi har sagt nej tak til en 7-sporet børnefabrik på 1500-1600 elever. Og ja tak til en skole, hvor stor møder lille og kan række hånden ud, når et snørebånd kommer i vejen. Som svar på vores: Hvorfor gør I det, kan man i lokalavisen læse, at politikerne i udvalget bl.a. svarer med: ”En sammenlagt skole vil gøre skolen mere faglig bæredygtig”, ”give en mere blandet elevsammensætning” og ”vores skoler skal have muskler”. Senere modtager skolen mails med grafer, der viser, at det hele bliver bedre med store skoler. Prikker og streger uden kildeangivelse.

Men hvad betyder politikersvarene, og er de holdbare? Tja, man kan jo pudse brillerne og læse vores københavnerskoles Kvalitetsrapport for 2015. Her fremgår det tydeligt, at vi fagligt scorer over forventet for alle elever. Så jo, vi er skam fagligt bæredygtige. ”Set i et chancelighedsperspektiv er denne udvikling flot”, står der sørme i rapporten. Lokalavisen skriver: ”At lærerne siger velkommen til alle elever og skam er positive overfor at blande børnene”. Hvis altså der er baggrund for det. Træk nogle nye skoledistrikter.

Store skoler er bedre? Hvad er en stor skole? Vi mener, at 830 elever er en stor skole. Hvor stor skal man være for at blive bedre?

Efter alt at dømme bliver sammenlægningen en realitet. To skoler bliver til én. Den sammenlægning der oprindelig kom til verden som et spareforslag, er nu pakket ind i smukke ord. Vi har en skole, hvor børnene bliver dygtige og trives. En skole som forældre, elever og lærere er

glade for. Hvad mere vil man mon have? Det står os ikke klart. Men det står os klart, at vi fortsat ønsker en skolestørrelse, hvor Anton opdager, hvis lillesøster græder over sine snørebånd.

Vores skole ligger øverst i superligaen målt på de allerfleste parametre. Forestiller Københavns politikere sig, at vi kan fastholde placeringen ved en sammenlægning? Tør de stå på mål for det? Når vi nu allerede er en skole med muskler.