Debat

Er der brikker nok at flytte med?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er helt på det rene med, at Folkeskolen ikke udtrykker DLF's synspunkter i ledere og artikler. Men alligevel finder jeg anledning til at udtrykke min forundring over den noget ensidige beskrivelse af den nye arbejdstidsaftale, A-08, som bladet leverer i nummer 10. Allerede på forsiden antydes det, at der er brikker, der ikke er faldet på plads. Med forsidetitlen »Succes for det professionelle råderum« må det antages, at der mangler succes - eller ligefrem er tale om fiasko, hvor brikkerne ikke er faldet på plads. I lederen »En ny begyndelse« hedder det, at lærerne får råderum til at yde deres bedste, at 66 kommuner har sagt ja til de nye, bedre vilkår, og at ansøgere til lærer- og lederstillinger vil vælge kommuner, hvor man arbejder efter den nye aftale, fordi man der kan bruge energien på undervisningens kvalitet. Arbejdsglæden stiger simpelthen, når lærerne får reelle muligheder for at tage et professionelt ansvar for at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen og de tilhørende aktiviteter, hedder det også i lederen, ifølge hvilken skolen i 15 år har været mere eller mindre spærret inde i et stift korset af paragraffer om arbejdstid, med den konsekvens at når noget skulle lykkes, måtte lærerne ofte arbejde imod eller på trods af arbejdstidsreglerne.

I artiklen »1.027 folkeskoler får bedre fundament for undervisningen« slås det fast, at »den nye arbejdstidsaftale er en succes, så der fra august kan sættes fokus på undervisning, fleksibilitet og ansvar«. Ifølge artiklen »tager folkeskolen i øjeblikket nye skridt for at skabe bedre fundament for undervisningen, så når det nye skoleår begynder til august, vil lærere og ledere på 1.027 af landets 1.541 folkeskoler arbejde inden for en ny, forenklet arbejdstidsaftale, som understøtter udvikling og fremskridt«.

Jeg vil ønske for medlemmer af DLF, at A-08 bliver en succes, hvor man har indgået aftaler. Men at skrive, at den allerede er det, er nok at tage forskud på jubelscenerne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Lærere i stort tal søger Esbjergs skoler - på trods af at vi endnu ikke er gået på A-08. Det kan skyldes, at vi har en god aftale, som efterlader et stort, professionelt råderum til de ansatte.

Desværre var vores aftale ikke genstand for en nøjere undersøgelse før forhandlingerne om A-08. En sådan undersøgelse ville have vist, at arbejdsglæden i kommunens skolevæsen er stor, og at vi har lavere sygefravær end den største del af landet. Derfor forstår mange lærere og tillidsrepræsentanter ganske enkelt ikke, at det vedholdende er nødvendigt at »tale vores aftale ned«. Vi er ikke fanget i en spændetrøje, hvor vi tæller minutter. Vi er glade for den aftale, som flere gange er blevet forlænget. Vi har dog i fuld respekt for den tiltrådte overenskomst aftalt at opgøre resursen for indeværende skoleår, men det giver ikke mening at overgå til en aftale, der er ringere end den, vi har. Derfor er der ingen garanti for, at vi er på A-08 i år 2010.

Svar

Kære Kenneth Nielsen.

Du har en pointe. En vigtig! Det er de lokale forhandlinger om den nye aftale, der er en succes - ikke selve aftalerne, som jo ikke har bestået hverdagstesten endnu!

Men vi véd, at man har succes i kommuner, hvor man allerede har en helhedsaftale med et stort professionelt råderum. Det er et fingerpeg om, at skoler, der nu får en aftale, også vil få bedre forhold i hverdagen.

Om Esbjerg Kommune er med i den nye aftale, er ikke det altafgørende. Du har selvfølgelig ret i, at det vigtigste er, at børnehaveklasseledere, lærere og skoleledere har gode hverdagsvilkår - med frihed til at arbejde med kvaliteten.

Thorkild Thejsen, chefredaktør, Folkeskolen