Nu må andre gribe faklen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Per Kjeldsen døde den 20. oktober. Han blev 76 år. Hermed har alle, der arbejder for en demokratisk, humanistisk dannelse, mistet en forkæmper fra første geled.

Per var lærer, talepædagog og døvelærer, cand.pæd.psych., rektor for Viborg-seminariet, chefkonsulent for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Aalborg og stifter af Sophia - tænketank for pædagogik og dannelse.

Per havde øje for mennesket som subjekt og bekæmpede alle tilløb til at reducere os til tal og objekter. Det gælder, fra han som ung lærer savede en åbning i katederet, så en genert elev kunne fortælle som radiospeaker, til han få timer før sin død med et lyksaligt smil fortalte om sit barnebarn, der havde konstateret, at hun efter reformen ikke var blevet en dårligere elev, men læreren var den reducerede, fordi hun ikke længere samtalte med børnene, men fortalte, hvilke mål de skulle nå. Og det gælder fra hans første skriverier til hans syntese af hele indsatsen i Sophia.

Når Per fik så stor gennemslagskraft, beror det nok på hans sjældne evne til at kombinere en almen humanisme med en nordjysk snusfornuft.

Pers familie, Bente og børnene og børnebørnene, har mistet en knyttet hånd om et stort hjerte. Alle vi, der arbejder med pædagogik og dannelse, har fået en forpligtelse: »Nu giver jeg faklen videre, og så er det op til jer at skabe et paradigmeskift. Vi skylder børnene et humanistisk, demokratisk samfund«.