Som lærere har vi en forpligtelse til at gøre det, der virker, uanset hvordan andre forsøger at topstyre os og præge vores faglighed. Men man spørger sig selv, hvorfor råbte ingen vagt i gevær om den reform, der er udråbt til at redde den danske folkeskole, men som nu ser ud til at kan få modsat effekt. For der er brugt et moderne begreb og en særdeles virksom metode: historiefortælling.

Det er svært som lærer ikke at blive påvirket, når ministerielle embedsfolk og deres kumpaner, der aldrig selv har stået i et klasserum, forsøger at styre i stramme marionetsnore, hvordan skolen skal køre og hvordan vi bør undervise. Kendetegnet ved reformen er netop alle disse marionetsnore, der forsøger at føre os rundt som dukker i et marionetteater. Som lærere har vi en forpligtelse til at gøre det, der virker, uanset hvordan andre forsøger at topstyre os og præge vores faglighed. For vi ved, hvad der er god undervisning, om end vilkårene for at udføre undervisning med kvalitet er mere end udfordret.

Man spørger man sig selv: Hvorfor råbte ingen vagt i gevær om den reform, der er udråbt til at redde den danske folkeskole med alle disse nye tiltag og hvorfor er der brug for så massiv topstyring?

Jeg har en ide om baggrunden og der er tale om en virksom metode, der følger med udmøntningen af den neoliberalistiske ideologi og NPM-tankegangen. Der er tale om et meget moderne begreb, historiefortælling. Det er brugt før og har du først fået øje på det, så ser du det alle steder:

1. Først fortæller man, at en situation er ganske grel og alvorlig, hvor efter der gøres opmærksom på den manglende indsats og nogle formuleringer såsom: der er ikke gjort det nødvendige i fortiden.
2. Derfor må der gribes ind for at rette op på situationen, – typisk med forslag om at reformere og signalere, at vi nu gør det nødvendige og er økonomiske ansvarlige.
3. Herefter kommer forslag med en løsning; typisk en reformering, der lover at rette op på alle tidligere fejl og som signalerer handlekraft.

Hvis vi afprøver metoden i dansk kontekst med skolereformen:

1. Først gøres der meget ud af PISA-test og sammenligninger, hvor det ses på sort på hvidt, at danske elever ikke placerer sig i toppen af PISA-ranglisten. Der skabes dermed i denne logik et billede af, at danske elever ikke lærer nok. Så kobles økonomiske argementer på: Vi har verdens dyreste folkeskole. Derefter laves koblingsforbindelsen, som bliver til ’dårlige elever’ og ’dyr skole’. Herefter hænges lærerne ud i en ny belejlig benchmarking, der viser, at lærere kun underviser 16 timer om ugen. Nu har befolkningen forstået de afsendte budskaber og tænker: ’ Dårlige elever, dyr skole og forkælede lærere’.
2. Så er cocktailen blandet og politikerne kan gå ud og sige til befolkningen: Vi har simpelthen ikke gjort det nødvendige indtil nu på skoleområdet, derfor vil vi gribe hurtigt ind og få styr på situationen.
3. Herefter kommer forslaget: vi kommer med en ambitiøs reform, der er helt nødvendig, hvis vi skal vende udviklingen og alle elever skal blive så dygtige som muligt. Vi er økonomisk ansvarlige og derfor skal lærerne undervise mere, så eleverne kan få flere timer.

Sådan en historiefortælling falder lige i den brede befolknings smag, der umiddelbart tænker at det lyder fornuftigt nok. De priser en reform velkommen, der løser alle fortidens fejl og gør alle elever dygtige til læsning og matematik, skaber trivsel over hele linjen samt bryder negativ social arv. Oven i købet ved at skabe en sjov og spændende skole, hvor alle elever derfor bliver så dygtige som mulig. Historiefortællingen lægger sig som et dække over de kritiske spørgsmål. Ingen stiller egentlig spørgsmål om fakta er korrekte, ej heller drøftes elevernes ønsker og fremtidige behov, samfundsværdier eller folkeskolens funktion.

De ansvarlige ministerier har tilsyneladende arbejdet tæt sammen under processen. Finansministeriet har formodentlig været vældig inspireret af EU og den aktuelle politik, der handler om at minimere den offentlige sektor og gøre den mere konkurrencedygtig ved at påvirke løn- og arbejdsvilkår. Lærernes arbejdstidsaftaler skal ændres og en større grad af ledelsesret etableres, så der kan topstyres bedre uden indblanding.  Undervisningsministeriet har set sig omkring ud og praktiseret en ret selektiv opfattelse af forskningen, hvor de har udvalgt delelementer, der viser en effekt, men hvor den samlede konklusion viser, at det ikke har signifikant effekt. Det har man fortolket og udlagt som om, at der er ”forskningsmæssig belæg” for reformtiltagene.

Efter en brainstorm og trækken-ideer-op-af-hatten i Undervisningsministeriet har man haft held med at finde folk, der vil sælge reformen og stå på mål for tosserierne i marionetkomedien ved enhver given lejlighed. For at fuldende reformpakken har man opfundet læringskonsulenter, forenklede Fælles Mål, læringsmålstyret undervisning, digitale elevplaner, test- og målstyringstiltag, understøttende undervisning, nationale trivselsmålinger og meget mere. Skolerne skal dertil indberette det hele i et såkaldt ’webbasereret ledelsesinformationssystem’, der skal sikre, at alle oplysninger om eleverne ryger videre til kommune og ministeriet. Big Brother is watching you, du danske skoleelev og dine præstationer fra vugge til grav.

Masterplanen er fuldført ved, at ministerierne internt formodentligt har været klar over, at reformtiltagene aldrig rigtig kan forenes, hvorfor de decentraliserer hele molevitten ud til kommunerne, der decentraliserer direkte videre til skoleledelserne, der behændigt og meget belejligt har fået den nye ledelsesret som værktøjet, der skal give dem styrken til at implementere reformen.

Det hele er formodentligt udtænkt af nogle få Christianborg politikere. Forligskredsen har nok aldrig helt forstået hverken dele eller det hele af reformen. De har sandsynligvis købt historiefortællingen og har ikke gennemskuet konsekvenserne. Og mon ikke de er blevet garanteret, at der ikke bliver det mindste bøvl med den reform, for alle opgaver er klogt nok sendt ud til kommunerne og skoleledelserne.

Her i reformens andet år afsløres kompleksiteten og de indbyggede paradokser sig lag for lag. Utilfredsheden spreder sig, men heldigvis for folketingspolitikerne er magtesløsheden decentraliseret videre til andre, så de kan trygt sidde på Borgen og gøre ingenting. Kommunerne kan mange steder ikke leve op til ansvaret og ej heller folkeskoleloven, da den kommunale økonomiske virkelighed sætter en dagsorden, der handler om økonomiske argumenter og valg, fremfor pædagogiske argumenter og valg.

Forligskredsens møde i august viste med al tydelighed, at hverken gammel eller ny regering har modet eller styrken til at indrømme fejlantagelserne og handle derefter med tiltrængte justeringer. Forligskredsen skal ikke nyde noget af at ændre hverken reform, enkelttiltag eller topstyring.

Håbet for folkeskolen består dermed i, at lokalpolitikerne har mod, viden og visioner samt lokalbefolkningens opbakning til at ændre på folkeskolens tilstand, samt at lærerne følger deres forpligtelse til at gøre det, der virker med deres faglighed, viden og erfaring til at praktisere god undervisning.

Hvor vidt der findes ”forskningsmæssig belæg” for reformtiltagene kan du læse min analyse om i følgende indlæg på min hjemmeside:

http://xn--jeanettesjberg-zqb.dk/debat/reformpuslespillet/