Debat

Afskaf betroet tid

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

U-, F- og Ø-tid erstattes af anden tredeling, hvorfor nu det?

U-, Ø- og F-tid afskaffes, i stedet sættes 'betroet tid' og 'skoletid' med underafdeling: '125 timer til udvikling og lærersamarbejde'.

Hvorfor ikke beholde den i 1993 indførte opdeling af arbejdstiden? Den beskriver jo meget eksakt arbejdstiden time for time!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg kan kun se en skjult dagsorden, når forberedelsestid ikke længere kaldes for det, den er, en reel arbejdsydelse!

I 1988 fik vi et lønhop på knap 500 kroner om måneden. Men i stedet for løn kaldtes det for et 'undervisningstillæg', som lige så stille blev fjernet i 1993!

'Betroet tid' lyder jo ikke som arbejdstid, men nærmest som en gavmild foræring. Og det er utvivlsomt nemmere senere at fjerne denne tid. Jeg kan ikke se bort fra, at når Kommunernes Landsforening ikke vil kalde en spade for en spade, så ligger der en intention skjult.

Det er nemmere at forklare befolkningen på et senere tidspunkt, at 'betroet tid' er nu for dyr. At det drejer sig om reel arbejdstid, er jo allerede tilsløret ved den nye betegnelse.

Jeg opfordrer derfor vore forhandlere til at stå fast på, at 'betroet tid' afskaffes og erstattes af 'individuel forberedelsestid'.

Desuden skal der ved en genforhandling i Forligsinstitutionen insisteres på, at hver undervisningstime tildeles et kvantum forberedelsestid. Vi skal ikke betale for forberedelse med vores egen fritid. Hver eneste lektion kræver forberedelse. Der kan ikke undervises uden forudgående forberedelse og efterfølgende evaluering. Og forberedelse er intet andet end reel arbejdstid, som skal aflønnes.

Sven Sonnenberg

Fakse Ladeplads