Ministeriet: Op til læreren at bestemme rækkefølgen

Det er op til den enkelte lærer at vurdere, i hvilken rækkefølge det er bedst at arbejde med de forskellige læringsmål i de nye Fælles Mål. Det oplyser Undervisningsministeriet i et svar til Folkeskolen.dk. En evaluering viste, at lærerne er meget i tvivl om, hvor rigidt, man skal opfatte faseopdelingen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Første erfaringer med nye Fælles Mål: Forenkling, men også forvirring 

En evalueringsrapport om erfaringerne på de skoler, som har taget de nye Fælles Mål i brug allerede i år viser, at lærerne er i tvivl om, hvor vidt faserne svarer til klassetrinnene, så fase 1 skal nås i 1. klasse og Fase 2 i 2. klasse. Og de har oven i købet fået forskelligartede meldinger om sagen, når de har deltaget i ministeriets seminarer om de nye mål.

"De forskellige udmeldinger bidrager til forvirringen af lærerne, idet der ofte har været flere lærere af sted fra samme skole på forskellige fagseminarer, som, når de kommer tilbage til egen skole og skal videreformidle indholdet fra seminarerne, bliver usikre med hensyn til, hvordan faserne skal opfattes", hedder det i rapporten.

Mange af de lærere, evalueringsgruppen har talt med, er også usikre på, om man skal starte med fase 1, før man kan gå i gang med fase 2.  Folkeskolen.dk har derfor bedt Undervisningsministeriet svare på, hvordan den nye faseopdeling skal forstås.

Er faserne i faseinddelingen at ligestille med klassetrin?

"Der er med forenklede Fælles Mål indført kompetencemål på de klassetrin, hvor der med de tidligere Fælles Mål var trinmål. For at styrke fokus på progression og hjælpe læreren med operationalisering af målene er der opstillet underbyggende videns- og færdighedsmål i faser svarende til antallet af klassetrin, som kompetencemålet dækker over. Det tydeliggør den udvikling, eleven skal igennem i trinforløbet i faget. Fx opstilles for kompetencemålet for matematik i 1-3. klasse tre faser. Faserne er ikke knyttet til bestemte klassetrin. Det er op til læreren at tilrettelægge undervisningen inden for et trinforløb".

Skal faserne gennemføres i en bestemt rækkefølge?

"Nej. Faserne er tænkt som en hjælp til lærerens arbejde med elevernes faglige progression. Læreren kan frit vælge rækkefølgen af færdigheds- og vidensmål og dermed af faserne", lyder det skriftlige svar fra ministeriet.

 

Læs mere

Undersøgelsen af forståelsen af nye FællesMål