Spørgsmålet i overskriften er det spørgsmål, man stiller limbo-dansere, når de skal danse ind under en pind.

Det samme spørgsmål er relevant i forhold til OK15.

Den logik, der i dag hersker i systemet, er, at du skal ned og kravle for at få lov til at komme ind i "forhandlingsrummet". Derved signaleres der en asymmetrisk magtrelation. Derom er alle nok enige.

Spørgsmålet bliver så, om det, vi betaler for at få adgang til dette "forhandlingsrum" kan tjenes hjem derinde, og da ingen af os reelt ved, hvad det vil føre til, er det et spørgsmål om vurdering.

Jeg er gået på pension, så jeg skal ikke stemme, men skulle jeg, ville jeg dele prisen op i 3 dele og så i hvert enkelt tilfælde vurdere, om det er prisen værd for til sidst at lave en samlet vurdering.

Den første del er prisen for at komme ind af døren. Den er, at vi må leve med lov 409 i min. 3 år. Vil den i løbet af de 3 år blive så meget "hverdag", at den bare bliver the new normal?

Den anden del er prisen for lokale lettelser eller forståelser. Da der ikke bliver skruet op for resurserne eller ned for timetallene, vil merarbejdsbyrden være den samme, og det er vi nødt til at acceptere som udgangspunkt, og får vi en lokalaftale, er vi også delvis medansvarlige. Vi må også acceptere den ny asymmetriske magtrelation.

Den tredie del af prisen er, at man så forventes at tage folkeskolereformen til sig. Den reform og det menneske- og samfundssyn, der ligger bag den, kan der rejses mange spørgsmål til, men der begrænser vi os selv.

Hvad får vi så?

Vi får muligheden for "at sidde med ved bordet". Det er indlysende, at ledelsen i en faglig organisation vil kæmpe med næb og klør for at holde sig inde i forhandlingsrummet, for hvordan skal den ellers kunne varetage medlemmernes interesser? Det er fuldstændeigt legitimt, og det er også det, de er valgt til. De har selvfølgelig også forventninger til, at de kan få forbedringer igennem.

Det er så op til det enkelte medlem, om de synes, at det er et tilstrækkeligt perspektiv, eller om de føler, at det her bare er for meget og at ydmygelsen er for svær at leve med.

Hvad så ved et nej. Det ved ingen, men mon ikke både regeringen og KL er interesseret i, at der også efter 2015 stadig er en folkeskole i dette land?

Jeg skal som sagt ikke stemme, men uanset udfaldet er det vigtigt, at vi kommer samlet igennem dette her. Derfor må hverken den ene eller den anden part gøre det her til et kabinetsspørgsmål og true med at forlade skuden. Det er også vigtigt at huske på, at foreningens ledelse bare har gjort det, den er blevet valgt til - og det skal vi også huske, hvis det bliver et nej.