En grillbar, en kro, en brugs, en smed, en kirke. Hoven hører til den type byer, hvor institutioner og pejlemærker er nemme at overskue. Og så alligevel. Man skal faktisk helt om på en sidevej til en tværvej til byens hovedfærdselsåre, landevejen mellem Sdr. Omme og Tarm, for at finde den måske vigtigste af dem, skolen.

Med sine 60 elever hører den til de mindste repræsentanter for den danske folkeskole, men så meget desto vigtigere er den for sognets 700-800 indbyggere.

Det er som en del af et sogn, man opfatter sig selv på de kanter. Ordene skoledistrikt og kommune er ikke rigtigt slået an i den sydlige del af Ringkøbing Amt, hvor Hoven ligger.

Siden nedlæggelsen af de gamle sognekommuner i 1966 er det ganske vist kun i kirkelige sammenhænge, at sognet har eksisteret, men de 34 år, området har været en del af Egvad Kommune, har langtfra været nok til at udrydde den selvbevidsthed, der hænger sammen med de gamle sogneskel.

Selvbevidsthed er i det hele taget et af nøgleordene til at forstå, hvad der foregår i Hoven, og det er også et af nøgleordene til at forstå, hvorfor skolen er så vigtig.

Aktiv del af lokalsamfundet

En ting er, at børnene ville få en skolevej på mellem 17 og 25 kilometer, hvis Hoven Skole blev nedlagt. Noget andet er det tomrum, der ville opstå i alle dele af det lille samfund, hvis børnehaveklasselederen, lærerne og skolelederen ikke var der mere.

I Hoven er lærerne nemlig stadig en aktiv del af lokalsamfundet, og både foreningslivet og de politiske dispositioner ville sygne hen, hvis der blev ændret på det.

'Selvfølgelig er det ikke som i gamle dage, hvor læreren og præsten var bedre uddannede end andre og derfor blev de naturlige initiativtagere, når man skulle formulere sig over for omverdenen. Men det er stadig reglen, at man tager del i de ting, der foregår', siger Niels Aage Thomsen.

Han ved, hvad han taler om, byens skoleleder. Siden han i 1968 rejste de 45 kilometer mod vest fra Jelling, hvor han gik på seminarium, har han brugt tusinder af timer på aktiviteter i lokalsamfundet, og selvom han i dag er 55 år, er han ikke begyndt at drosle ned.

'Vi vil meget gerne indrette et museum for den vestjyske skoleordning i den gamle skolebygning nede ved landevejen. Den er fra 1880 og er ikke blevet ændret siden 1907. Derfor har vi oprettet den selvejende institution Hoven Kvindehøjskole Vestjysk Skolemuseum. Fredningen er tæt på. Det eneste, vi mangler, er den million kroner, som projektet vil koste', siger Niels Aage Thomsen, der også er formand for institutionens bestyrelse.

Degnens frisind

Det begyndte med Idrætsforeningen. Da Niels Aage Thomsen i sin tid havde overstået samtalen med først skoleinspektøren og siden formand for skolenævnet, byens præst, og da han havde valgt den lærerbolig, som han skulle flytte ind i, blev han kapret til at træne byens drenge i fodbold og til at sidde i idrætsforeningens bestyrelse. Siden kom Borgerforeningen til. Her skulle der arrangeres juletræ, tages stilling til udstykningsplaner og holdes møder med politikere og embedsmænd. Det førte til en opstilling på liste R ved et valg, og gennem otte år var han sammen med en anden politiker Hovens mand i kommunalbestyrelsen, uanset at flertallet plejede at sætte deres kryds ved liste V.

'Det hænger nok sammen med det frisind, der har eksisteret på egnen langt tilbage. Faktisk tror jeg, det kom hertil sammen med en degn af Grundtvig-Koldsk observans, der blev ansat på skolen i 1864. Han fik stor betydning for hele området. Siden har der været tradition for at respektere, at folk kan have forskellige meninger', siger Niels Aage Thomsen.

Historiens store betydning

K. Kristensen hed degnen, og hvis man skal nævne et par andre navne, der hænger sammen med egnens historie, er det I.C. Christensen og Enrico Dalgas. Den første, venstrehøvdingen, der tog kampen op mod Estrup, er født og opvokset i sognet, og den sidste brugte Hoven som udgangspunkt for sin store interesse for hedeopdyrkning.

Giver man Niels Aage Thomsen et historisk stikord, er han vanskelig at stoppe. Så engageret og levende fortæller han om alt muligt lige fra kirkens Maria-altertavle til strukturændringer i 1970'ernes landbrug.

Det er ikke for at afspore, at han gør den slags. Årsagen er, at han tillægger lokalhistorien stor betydning.

'Her i byen arbejder folk så langt borte som i Esbjerg, Ringkøbing og Vejle', siger Niels Aage Thomsen. 'Der findes altså ikke længere et arbejdsfællesskab. Hvis man vil bevare lokalsamfundene, må de, der bor i dem, derfor have fælles referencer til historien. Det er også en måde, som nye kan bruge til at komme med i tingene på. Hvis ikke vi har de referencer, vil Hoven og alle andre lokalsamfund kun være huse, der ligger tilfældigt i landskabet'.

Frisindet var med til at give den radikale lærer og senere skoleleder en platform i venstrelandet, og det er med til at gøre det udholdeligt for ham at være den måske mest kendte person i Hoven, uanset om man taler med børn, forældre, naboer, foreningsfæller, håndværkere, forretningsfolk eller pensionister.

Det lokale uddør

'Jeg tænker ikke over det i det daglige, men man bliver nødt til at være bevidst om, at man bliver omtalt og bedømt. Kritikken er hurtig, men det samme er tilgivelsen. Det er et udtryk for egnens frisind. Man kan godt tale om, at jeg opfatter lærergerningen som et kald, og at det måske er overflødigt, når mange i et område som vores er veluddannede, men jeg kan godt lide at engagere mig lokalt, og jeg har haft det sjovt alle de mange år, jeg har været her', siger Niels Aage Thomsen.

Fem af de syv ansatte på Hoven Skole bor i lokalsamfundet. Det vil blive færre i fremtiden, fordi tidens løsning er at blive boende, hvor man bor, og køre langt for at komme på arbejde. Dermed synger den tætte sammenknytning mellem lærerne og det lille vestjyske lokalsamfund på sidste vers.

'Det kan ikke være anderledes, fordi man tager tingene på en anden måde, hvis man bor et andet sted', siger Niels Aage Thomsen. 'Omkostningen er, at det kan være vanskeligere at servicere de mennesker, man er iblandt, når man er mindre fortrolig med deres kultur. Det vil måske også gå ud over frisindet, fordi man ikke længere er så forpligtet på det, når de, der mener noget andet, ikke længere er ens naboer. Men man kan da glæde sig over, at de gamle dage er fortsat så længe her i Vestjylland'.-Jan Kaare er freelancejournalist

Hvis man vil bevare lokalsamfundene, må de, der bor i dem, have fælles referencer til historien