Kirsten Krogh Jespersen forsøger i en anmeldelse af min bog i Folkeskolen nummer 10 i nogen grad at diskutere manglen på referencer og henvisninger til mit 20-årige engagement i selve begrebet læring. Formålet med min bog var primært at få forældre og lærere til bedre at forstå, i hvor bredt et felt Feuersteins arbejde kan anvendes. Efter min overbevisning er hans arbejde nærmest magisk. At se hvordan et barn, der af sine omgivelser anses for retarderet, kan transformeres til at være en funktionsdygtig skoleelev, efterlader et dybt indtryk af, hvordan alle børn kunne komme til at nyde godt heraf. Jeg kan henvise til mit eget arbejde med at få børn til at selvlære information, som så får dem til at være mindre afhængige af beslutninger, der tages af andre, men på børnenes vegne. Dette princip fremgik klart af bogen. Jeg prøvede at delagtiggøre hver læser i mine tanker og erfaringer, for at læseren selv kan afprøve dem. For læseren, der i forvejen arbejder med børn og læring, tilføjede jeg et kapitel, der giver en indikation af mine arbejdsområder. Med dette fremgik min adresse og mit telefonnummer med en invitation til at kontakte mig for en videre diskussion af de tanker eller spørgsmål, som man måtte have. Kirsten Krogh Jespersen valgte at ignorere dette.

Men jeg var faktisk mere ked af, at Kirsten Krogh Jespersen ikke tog sig tid til at snakke om mine forslag og synspunkter. For eksempel det at lære et barn at forstå, hvordan man forholder sig til et problem. Kundskaben fra et simpelt sæt regler, der kan guide barnet til at foretage en konstruktiv analyse. For mig er dette indledningen til en bevidsthed om, at børn tænker forskelligt, fordi de har forskellige baggrunde. Lærere fortæller mig, at de prøver at få børn til at lære af sig selv gennem projektarbejde. Men her mangler forståelsen for, at børnene tackler indlæringsoplevelsen ved hjælp af hver sin baggrund, og at lærerens fornemmeste opgave er at udligne disse erfaringer. Ideen er at hjælpe børn til at lære, ikke at lære for dem. En pointe, der i dag i høj grad er misforstået. Hvis nogle af bogens redegørelser er overfladiske, er det, fordi de var tvunget til det. På denne lille bogs 128 sider gennemgås mange meget komplekse og meget forskellige emner, som man på grund af denne begrænsning egentlig kun får et glimt af.

Når Kirsten Krogh Jespersen påstår, at bogen ikke præsenterer nogen som helst nytænkning, er det forkert og tyder på manglende kendskab til indlæring. Det er svært for mig at forstå, hvorfor hun er så meget imod, at min bog bliver læst.

Mange mennesker har skrevet til mig og fortalt, at de var meget glade for at høre om de tanker, som jeg gerne ville dele med dem. Tanker, der er tusinder af år gamle, men som jeg har brudt mit hoved med ligesom alle andre før mig. 'Hvad gør jeg forkert? Hvorfor forstår barnet ikke, hvad jeg mener? Hvordan kan jeg inspirere min klasse til at ville lære? Og hvordan kan jeg vejlede dem bedre i denne indlæring uden at virke anmassende på dem?'

Roy Andersen

børne- og undervisnings-

konsulent, Sindal