Psykisk arbejdsmiljø
4   591

Odenses politikere vil ikke trække advarsel tilbage

Advarslen er en sag mellem lærer og leder og har intet med ytringsfrihed at gøre, fastholder rådmand Susanne Crawley Larsen om den advarsel for blandt andet "negative holdninger", Odense har givet lærer Erik Schmidt. Hun fik i går overrakt over 2000 underskrifter på en opfordring at trække advarslen tilbage.

I går eftermiddags overdrog folkene bag underskriftsindsamlingen "Træk Erik Schmidts advarsel tilbage" mere end 2000 underskrifter til politikerne i kommunen.

Ved overrækkelsen var der taler fra formanden fra den lokale lærerkreds Anne-Mette Kæseler Jensen, og BUPL og Socialpædagogerne var også mødt frem for at vise deres støtte.

Artiklen fortsætter under banneret

Den radikale børne- og ungerådmand, Susanne Crawley Larsen tog imod underskrifterne.

Fik advarsel for at ytre sig
Ved det efterfølgende byrådsmøde havde Erik Schmidts kollega fra Agedrup Skole, Helge Rasmussen, bedt om  ordet. Han henvendte sig direkte til borgmester Anker Boye, der er politisk leder af HR-afdelingen, der står bag advarslen.

"Vores kollega Erik Schmidt fik i foråret en tjenstlig advarsel for at ytre sig imod skolens ledelse. Den vil vi gerne have trukket tilbage. Ikke fordi vi nødvendigvis er enige med Erik i alt, men fordi det er en ret at udtrykke sig, også kritisk og også negativt", sagde Helge Rasmussen og fortsatte:

"Når det overhovedet kan komme på tale at uddele en advarsel for Eriks 'forseelse', så er det fordi tingene er skredet i Odense Kommune.  Jeg ved ikke om du er klar over, at der de sidste år er skabt en kultur, hvor det at sige ja til noget er i orden, mens tvivl, nej og skepsis skal ties ihjel. Ja til ja-sigere, nej-sigere tolereres ikke. Sådan er det desværre blevet. Vi kender naturligvis mest til problemerne for lærerne, der - som nogen måske kunne tro - ikke startede med advarslen til Erik Schmidt. Den var bare toppen af isbjerget, og skulle nok bruges til at stramme tavshedsskruen yderligere."

Vil du trække advarslen?

Helge Rasmussen henviste til en passus i Fyens Stiftstidende, hvor der står:

"Fyens.dk har talt med en lang række lærere fra flere skoler i Odense. De kan alle nikke genkendende til problemerne, men har ikke ønsket at udtale sig af frygt for reprimande fra deres ledelse".

"Sådan fungerer det altså stadig, og dermed forvandles vi til en flok tavse nikkedukker, der accepterer en topstyret dagligdag, hvor ledere på mange niveauer sender ordrer og planer nedad i systemet. Vi skal så bare parere ordrer. Er det den rigtige vej? Skaber det dynamik og udvikling? Vi mener det ikke. Det bliver en organisation, hvor dialog, debat, kritik, ærlig bekymring fra os på gulvet mangler. Fra os, der i sidste ende skal udføre arbejdet. Det ender galt. Ingen kan være tjent med det, om man er borgmester, leder eller menig medarbejder", sagde Helge Rasmussen.

Han stillede Anker Boye spørgsmålet: "Vil du trække Erik Schmidts advarsel tilbage og dermed signalere, at den var en fejltagelse, og at ytringsfriheden skal tilbage til de offentligt ansatte i Odense?"

Vi har fået ytringsfriheden
Borgmester Anker Boye svarede:

"Der er ytringsfrihed i Odense Kommune. Alle kan ytre sig om deres hverdag og deres arbejde. Og vi står alle sammen til ansvar for de ytringer, vi kommer med. Vi har brug for moderne ledelse og en moderne kommune, at vi har dialog med hinanden, med borgere,med medarbejdere, vores organisation osv. Det er afgørende for at drive en stor virksomhed", sagde borgmesteren, der med henvisning til, at der er tale om en personalesag ikke vil gå ind i den konkrete advarsel.

Herefter henviste han til børne- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen. For selvom HR-afdelingen ligger i borgmesterforvaltningen, hører sagen under hendes del af forvaltningen.

"Det er med en vis ydmyghed, jeg tager ordet i forhold til spørgsmålet om ytringsfrihed. Det er en stor og væsentlig frihed og rettighed, vi har. Det er en grundlovssikret rettighed og det er en rettighed, der selvfølgelig også gælder lærere i Odense, det er der ikke tvivl om", sagde Susanne Crawley Larsen og fortsatte:

"Vores opgave er ikke at kæmpe for ytringsfrihed. Den har vi fået. Vores opgave er passe på den og tage vare på den og forstå at benytte den", sagde hun.

Handler ikke om ytringsfrihed

"Til det med at trække advarslen tilbage, vil jeg bare sige: Hvem er jeg, eller hvem er andre, hvis vi tror, at vi bedre end dem, der var i situationen, er bedre til at bedømme den her sag", sagde Susanne Crawley. Hun forholdt sig også til spørgsmålet fra Helge Rasmussen:

"Jeg anerkender ikke den præmis, at en advarsel har sammenhæng med ytringsfrihed. Det siger sig selv, at en advarsel er en personalesag. Det er en sag mellem en lærer og hans leder", sagde Susanne Crawley Larsen.

Som tidligere beskrevet i Folkeskolen er advarslen imidlertid begrundet i Erik Schmidts ytringer. Ordret står der i den:

"Baggrunden for den tjenstlige samtale var, at ledelsen oplever, at du er meget negativ over for de forandringer, Agedrup Skole er i lige nu. Dette kommer ofte til udtryk på fællesmøder, hvor du har negative holdninger og synspunkter."

Se video fra gårsdagens byrådsmøde via linket til højre for artiklen.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ