Skoleledernes formand Claus Hjortdal var forleden dag ude og sige, at én lærer per klasse er for lidt til caféerne. "Det er netop i lektiecafeen, at der skal arbejdes med den enkelte elev", mener han.

Udtalelsen kommer efter at et flertal af skolelederne i en rundspørge siger, at der afsættes én voksen til mellem 20 og 29 elever.

Efter næste valg gøres lektiecaféerne obligatoriske. Hvis forventningen er, at der skal "arbejdes med den enkelte" af de op mod 650 elever, som er til stede i lektiecafeen samtidig, står skolerne - og kommunerne - over for et logistisk problem af hidtil usét omfang.

Det vil betyde at hele lærerkollegiet på de enkelte skoler skal være i lektiecaféen, som mange steder vil ligge på to dage, enten i tidsrummet 14.00-15.30 eller 14.30 til 16.00.

Sker dette, kan normeringen måske med lidt held svinge sig op til to-tre lærere pr 20-29 elever. Stadig ikke nok til at der "arbejdes med den enkelte."

Det vil også betyde, at møder og forberedelse, som ellers ville ligge i samme tidsrum, vil skulle aflyses, da arbejdsdagen mange steder slutter klokken 16 - præcist som mange kommuner har ønsket.

Et radikalt, og i disse dage politisk ukorrekt alternativ, kunne være, at mobilisere forældrene. Præcist som dengang man skrev ind i folkeskoleloven at "folkeskolen i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse"

Som det er nu bliver forældrene gradvist pillet ud af dette samarbejde.

Jeg ser frem til den dag hvor en af de ansvarlige politikere bag idéen om tvungne lektiecaféer, kan forklare hvorfor eleven får mere ud af at sidde med 25 andre børn i et mere eller mindre støjfyldt lokale efter en lang skoledag, og med to lærere rendende rundt for at hjælpe alle samtidig, end den hjælp som kan tilbydes af en nærværende mor eller far, i fred og ro derhjemme, på et tidspunkt hvor barnet føler sig mere motiveret. 

Jeg håber DLF vil bidrage til at hjælpe med at få denne forklaring.